Tre ponyer for et toilet
November
En af vores tidligere ansatte medarbejder havde længe cirklet omkring 3 små misrøgtede shetlandsponyer. Ejeren var godt klar over, at den var gal, men ville dog heller ikke af med dem. De var ret tynde og deres hove blev ikke beskåret. De så ikke godt ud og ejeren var lidt nervøs over situationen.
Ponyerne gik på en så lille fold, at de ikke kunne løbe rundt. Da vi kom for tæt på, gemte ejeren dem inde i stalden. Havde vi politianmeldt disse ponyer, ville der ikke være sket ret meget udover nogle påbud. Ejeren ville ikke ofre penge på dem.
Efter 4-5 måneder lykkes det dog at få ponyerne bragt til nyt Hesteliv. De havde ikke set dagens lys i de 4-5 måneder, hvor de havde været gemt væk i en mørk stald. Ejeren manglede penge, så ponyerne blev byttet med et toilet og et stykke gammelt værktøj.
Da ponyerne kom ud til nyt Hesteliv og vi slap dem løs på folden, løb de rundt og bukkede og bukkede i 2 timer. De gav os en flot opvisning i at vise glæde. Hvor var det dejligt at kunne give dem et nyt liv.
Shetlandsponyer har ingen værdi, og der er alt for mange af dem. Disse 3 små ”børster” var selvfølgelig hingste, som vi så også måtte få kastreret.
De 3 drenge blev hurtigt integreret i ponyflokken og er nu i familiepleje. De blev døbt Casanova, Robin Hood og Jonas.