Salten marked 2010
På Salten Marked har vi frikøbt ponyerne Jenny, Dolly og Frederik og æslet Mikkel. Mikkel så meget utrivelig ud på markedet, og hans pels var ødelagt. Han er ikke ret gammel, og blev den yngste i æselflokken hos nyt Hesteliv. Han er i dag meget nysgerrig og selskabelig. Frederik har ligeledes rettet sig gevaldigt og er faldet rigtig godt til i flokken.
Dolly var ekstremt nervøs, da vi fandt hende. Hun var meget ung, og det var tydeligt, at hun aldrig havde oplevet venlige menneskehænder. Hun var håndsky og slet ikke til at komme i nærheden af, og hun var meget tynd. Hun var det i dag meget bedre. Hun har fået mere sul på kroppen og er ved at vænne sig til at blive trukket med. Hun har mange gode år foran sig, og vi er meget glade for, vi fandt hende.
Vi lagde mærke til Jenny, fordi hun var højdrægtig. Det er imod loven at transportere en pony, der er så tæt på foling, men det havde hestehandleren altså ikke taget så tungt. Jenny havde gået i hestehandlerens flok og var blevet bedækket af en tilfældig hingst. En alt for stor hingst, viste det sig. Jenny er en lille shetlænder-miniature hoppe, og det var fuldstændig umuligt for hende at føde det store føl, hun havde i maven, uden hjælp. Var hun ikke blevet fundet, var hun uden tvivl kommet til at lide en forfærdelig død under fødslen.