På hestens præmisser
Der findes mange måder at træne heste på, og der findes mange måder at tolke heste på, men de fleste gange foregår arbejdet for menneskets skyld. Fordi vi gerne vil bruge hesten til noget. Derfor var det ekstra spændende, da jeg først på året modtog to træningsheste, der var så forvirrede og havde så grundlæggende en mistillid til mennesker, at den eneste måde, det gav mening at træne dem på, var på hestens præmisser. Fagur og Selaj. To islandske skønheder, der viste sig at skulle blive mine lærermestre, når det handler om at opbygge tillid mellem heste og mennesker.

Fagur er 11 år, da han kommer til mig på Møn den 1. marts 2015. Han har aldrig brudt sig om mennesker, og der hvor han er vokset op, er der ikke gjort en indsats for at opbygge tillid til ham. En grundlæggende mistillid, siden han var føl, er derfor aldrig blevet vendt, og nu var tiden kommet, hvor ejeren havde besluttet sig for at aflive ham. Han var urolig, utilnærmelig og tog hele tiden en hoppe ved navn Selja ud af flokken og løb sammen med hende. Han var altså kun til besvær og kostede penge at fodre på, så derfor blev han taget ud af vaccinationsprogrammet og stod til aflivning.

Ejerens voksne datter har dog altid haft et godt øje til Fagur. Da hun læser en artikel i et magasin om min måde at arbejde med hestene på, skriver hun til mig og spørger, om jeg mon kan blive Fagurs redning. Jeg foreslår, at Fagur kommer i træning, og at han evt. får hoppen med, så han ikke skal forlade det sted, han har kendt i 11 år helt alene. Datteren ejer faktisk Selja, og hun er forsøgt tilredet som 13 årig, men uden held. Efter et år kom hun hjem med prædikatet usamarbejdsvillig og ikke ridebar. Vi aftaler, at hestene skal stå her i tre måneder, og så må vi derfra vurdere, hvor langt vi er nået.

Da hestene ankommer i trailer, går Selja forsigtigt ud og ser sig omkring. Da Fagur kommer ud af traileren, vender han sig resolut mod min flok, river sig løs og løber. Det er et meget godt billede på, hvordan de næste måneder kommer til at forløbe. Vi placerer de to ny ankomne i en lille fold, så de kan se vores flok. Det er lige ved vores hus og vores parkeringsplads, så de vil møde mange voksne, børn, heste, hunde, katte og kaniner i den næste tid. Hestene var meget urolige de første dage, hvilket jo var helt naturligt, da de lige var flyttet, og det sagtens kan tage det meste af et par måneder at falde til.

Det skulle dog vise sig, at de var lidt mere end bare urolige. De var faktisk helt utilnærmelige. Hvis jeg gik ind på folden til dem, løb de forvirrede rundt i cirkler. Hvis jeg blev uden for og havde godbidder, ville de komme hen og spise og lade sig klø ganske let, men de var anspændte og manglende grundlæggende tillid til, at alt ånder fred og ro.  Jeg havde dog ro i sindet, da jeg kun har oplevet, at alle heste, der lander i mit paradis, efter kort tid falder til og finder sig selv. Men jeg skulle blive meget klogere.

Simpelt samvær
Det var vanskeligt overhovedet at komme i nærheden af de to skønheder. Kun ved spisetid, hvor jeg brugte mængder af tid på at sidde sammen med dem, når de fik spande mad, og når de fik hø. De accepterede min tilstedeværelse, men de var hele tiden på vagt. Deres nerver sad udenpå, og den mindste lyd eller forandring gjorde, at de fór sammen. Efter et par måneder, hvor jeg hver dag forsøgte at gå ind til dem og blot være tilgængelig, uden at have andre planer end at være sammen med dem, var der ikke store forandringer at ane. Jeg forsøgte at adskille dem på folden. Men Fagur brød igennem ethvert hegn for at være sammen med Selja. Han var helt besat. Hver gang vi var i kontakt med hende, forsøgte han at jage hende væk. Det lykkedes nogle gange at komme i nærheden og få fat i en grime. Nogle gange sprang de for livet, og Fagur var ikke til at holde, men en gang imellem lykkedes det at bevare så meget grounding og power, at jeg kunne holdt fast i Selja. Senere kunne jeg lægge et reb på hende og forsøge at gå lidt med hende. Hun var dog helt stiv og lukket for kommunikation – så det var en pine for hende at bevæge sig. Hun var også opmærksom på Fagur, der hele tiden forsøgte at komme hen og spolere vores forehavende. Man kunne på ingen måde røre Selja på kroppen uden hun eksploderede, så der var langt igen.
Fagur smed sin grime, så ethvert forsøg på at fange ham eller lokke ham til at få et reb på, var nu helt udelukket. Jeg måtte vinde hans tillid. Jeg havde flere af mine kollegaer på besøg for at vurdere de to vildbasser. Peter Tregloan, som er kendt for at kunne håndtere og behandle selv de vildeste heste, kunne ikke komme i nærheden af de to. Han mente dog, at de måske også havde smerter, så en behandling kunne være aktuel, når de var blevet mere tilgængelige. Jeg ønskede mig, at vi reelt kunne skille dem ad, men det betød, at vi skulle flytte dem, og det kunne jeg slet ikke forestille mig, hvordan skulle kunne lade sig gøre.

Ungerne
I denne periode var Mathilde Denning ansat som elev hos mig. Hun filmede hver eneste dag, når vi var ude og lege med de to. Ungerne begyndte vi at kalde dem, for de opførte sig som ungheste, der aldrig havde lært, at mennesker kunne være spændende og rare at være sammen med. Jeg forstod ikke disse to heste, og jeg undrede mig sammen med mine kollegaer over, at de ikke faldt til, faldt til ro og fandt tillid. En dag da jeg stod inde hos Fagur, stillede jeg ham spørgsmålet: ”Hvad skal der egentlig til for, at du finder tillid til mig? Han stirrede på mig, og det var som om han sagde: ”At du har lige så stor tillid til mig, som du forventer, at jeg har til dig!” Det var da et meget godt svar, tænkte jeg, og da jeg syntes, at jeg havde masser af tillid, svarede jeg tilbage: ”Hvordan vil du have, det skal give sig til udtryk, for jeg synes, jeg viser dig tillid hver eneste dag!” Han svarede: ”Du kan lægge dig ned her på folden”. Det svar kom en anelse bag på mig, men det var dog inden for rækkevidde, så jeg lagde mig ned på siden og hvilede mit hoved i min hånd. Jeg kiggede ham lige ind i øjnene og sagde: ”Hvad så Fagur, kommer du?” og han svarede: ”Helt ned!”. Jeg tøvede et øjeblik, og så lagde jeg mig helt ned på ryggen med armene ud til siden. I samme øjeblik stak han mulen i jorden og begyndte at komme nærmere. Han kom helt hen sammen med Selja, og de begyndte at snuse til mig over det hele. De stod med deres store kroppe ind over min krop, og angsten begyndte at finde sin vej til mig. Jeg mistede tilliden til dem og tænkte, at de måske bed i mig eller løb hen over mig, hvis de blev forskrækket, eller begyndte at skrabe med deres hove. Jeg mærkede lige pludselig, hvad det ville sige at føle sig fuldstændig sårbar. Fagur viste mig, hvordan han havde det, når jeg rakte hånden ud efter ham. Mistillid, frygt for hvad der mon sker etc. Der skete selvfølgelig ikke det mindste. Og da de var færdige med at snuse, gik de roligt videre til noget græs. Jeg trak vejret dybt og havde i dag fået en lektion i, hvordan det er at være en hest, der ikke har tillid til mennesker.

En aften hvor vi havde spist, gik Mathilde ud for at aftenfodre, men hun kom ligeså hurtigt spænende ind af døren, mens hun råbte: ”Ungerne er løs!!!!!” Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og sprang på strømpesokker ud over gårdspladsen. Jeg så straks, at ungerne var løbet over til folden og løsdriften ved mine heste, og de løb nu op og ned langs hegnet. Jeg råbte til Mathilde, at hun skulle løbe hen og spærre for dem, så de ikke kunne løbe ud af vores markvej. Jeg løb selv, alt hvad jeg kunne hen for at åbne lågen til vores ridebane, som ligger i forlængelse af det hegn, de løb frem og tilbage ved. Da jeg havde åbnet lågen, løb jeg væk igen og bad Mathilde gå tættere på dem og ganske rigtigt, de følte sig presset, løb op langs hegnet, stoppede lige ganske kort ved banen, men løb så ind på banen. Jeg løb alt ,hvad jeg kunne hen til lågen og lukkede efter dem. Jeg fik, hvad jeg ønskede mig! Jeg ville gerne have dem flyttet over på den anden side, men nu klarede de det helt selv! Pyh for en oplevelse. Lågen til folden, de stod på, var på mystisk vis gået op, og det må være sket i det samme Mathilde gik ud – så vi fik god hjælp fra de højere magter.

Nye tider
Nu var muligheden for at skille dem ad til stede. Jeg besluttede mig for efter en uges tid, hvor de gik på fold op af min egen flok, at jeg ville isolere Fagur. Jeg kunne til tider få lov at klø ham på halsen og maven, men det var det hele. Jeg havde flere af mine kollegaer ud og heale ham, og dem, der kommunikerer med dyr, havde svært ved at få kontakt til ham. Han tjekkede ofte ud på mærkelige tidspunkter, men efter en lille uge i isolation, hvor han måtte beslutte, at hvis han ville have kontakt med nogen, måtte det være med et menneske, blødte han op. Han blev mere kontaktbar, og hans smukke bløde sjæl begyndte at vise sig. Det var dog tydeligt, at han savnede flokkammerater, så jeg introducerede ham langsomt for mine vallaker, så han havde daglige legekammerater. Da han efter et par uger stadig var meget utilnærmelig, lod jeg ham gå længere og længere tid med mine vallakker, men det havde ikke den ønskede effekt. Jo mere han var sammen med andre heste, jo mindre havde han brug for mennesker.

Ditte Young og jeg havde et samarbejdsmøde i løbet af sommeren. Vi kom til at tale om Fagur, og hun tilbød at kontakte ham. Han var svær, sagde hun. Det var som om, han ikke forstod simple spørgsmål, så hun skulle være kreativ i sin måde at formulere sig på. Og hvis han ikke forstod, så ”gik ”han. Det gav god mening for mig, idet han ofte tjekkede ud. Jeg havde tolket det, som om han ikke havde lyst til samværet, men hvis det var fordi, han ikke forstod, måtte min tilgang til ham ændres radikalt. Ditte sagde også, at han kun havde en mission i verden, og det var at passe på sin ”søster” Selja.
Jeg besluttede mig for med den viden, at jeg ville forsøge at lade Selja være sammen med min flokleder. Min flokleder Sikill var i forvejen støttepædagog for en anden nyankommen hest og for min nieces hest, der midlertidig stod opstaldet hos mig. Det var vigtigt, at hun connectede med nogle andre heste, så de to ikke var afhængige af hinanden. Jeg lod Fagur blive stående sammen med mine vallaker. I løbet af sommeren havde jeg en ungdomscamp, hvor Ditte Young også kom og gav de unge en lektion i telepati med dyr. En af de unge ville gerne tale med Fagur, og det var hjertegribende at høre, hvad han havde at fortælle: ”Jeg har ikke brug for nogle behandlinger, jeg har kun brug for kærlighed. Og hvis I ikke kan forstå, at det kun er kærlighed, jeg har brug for, så skal I forstå det nu!” Sådan – det var da til at forstå. Og kærlighed – det får han. Men han ved slet ikke, hvad han skal stille op med mennesker.

Et langtidsprojekt
Selja blev mere og mere tilgængelig, efter hun kom i denne lille flok, og jeg fik Peter Tregloan til at give hende en behandling. Det viste sig, at hun havde mange smerter i sin ryg og allerede efter en uge, hvor hun fik en behandling mere, faldt hun helt til ro. Vi kunne nu røre hende overalt på kroppen, og tillidsarbejdet kunne langsomt gå i gang. På dette tidspunkt var de tre måneder ved at rinde ud. Vi var ikke rigtig nået nogen vegne, og jeg sagde til ejeren, at dette var mere end et langtidsprojekt. Vi havde kommunikeret ugentlig under hele forløbet, og hun var villig til at lade dem stå, hvis jeg stadig ville lægge timer i dem. Vi aftalte, at ejer betalte for opstaldning, og at jeg ville få en bonus – hvis de på et tidspunkt bliver ridebare. Det var mere end nok for mig. Jeg var kommet til at holde af de ”Unger”, og jeg var helt sikker på, at de nok skulle finde tillid, men at det var et arbejde, der måtte være uden for tid. Jeg besluttede også, at det nu måtte være tid for, at Fagur også blev indlemmet i min flok, når han nu skulle være her i længere tid.

Det blev en drabelig velkomst. Sikill min flokleder havde bedækket Selja et stykke tid nu – han ejede hende. Fagur forsøgte staks at nærme sig, men han blev på drabeligste vis jaget væk. Efter et par dage med hvin, skrig, spark og bid, gik de to vallakker i hver sin ende af flokken, og Selja stod i midten. Der ventede de i lang tid. Til sidst tog Selja en beslutning – hun gik op til Sikill, og siden har den sag været ude af verden. De går nu sammen i flokken, og Fagur får lov at gå med Selja, men han ejer hende ikke. Og nu 7 måneder siden han ankom på gården, er han også så integreret i flokken, at han også leger med min flokleder Sikill.

Små skridt – store glæder
En dag hen over sommeren fik jeg besøg af en tidligere ejer til en af mine heste, og pludselig stillede Fagur sig op og ville nusses. Lige ud af den blå luft kunne jeg pludselig røre ham over det hele. Som om han fra den ene dag til den anden havde besluttet sig for, at nu kunne han lide mennesker. Og sådan er det med Fagur. Han overrasker hver eneste dag. Enten med at vise stor tillid, eller ved slet ikke at ville have kontakt. Jeg er begyndt at trække ham i en grime, han har fået på, og ganske få gange har jeg sat et reb i grimen. Men der skal ikke meget til, at han mister tilliden og løber, så for det meste trækker jeg ham i grimen. Små ture på folden og ind på ridebanen. Langsomt finder han tillid til, at vi mennesker er sjove og mest af alt, han kan regne med os. Han begyndte at få tillid og bad om at blive striglet, når han fik hø om morgenen.

Selja viste sig hurtigt at komme efter det hele. Hun kommer nu på folden og vil nusses, og hun står først ved lågen, når det er legetid. Hun tilbyder, at jeg kan sidde på hende, men vi er ikke begyndt at bevæge os endnu. For mig er det vigtigt, at hestene giver tilladelse, at de er trygge, og jeg ikke overskrider deres grænser en eneste gang. Det er en balancegang, og det lykkes ikke altid, og med Selja er det ikke så fatalt, men Fagur afregner kontant, hvis han ikke bliver hørt. Forleden dag havde jeg taget reb på ham for første gang i længere tid. Vi gik rundt på banen, og han var helt med. Han var ikke afslappet, men han var heller ikke bange. Nogle tilhørere, der stod ved sidelinjen, var begejstret og spurgte, om næste skridt var, at jeg kunne lægge en rebgrime på ham. Han flyttede sig væk fra situationen, men jeg spurgte, om han kunne blive, men kort tid efter sprang han af sted med rebet dinglende om benene. Bare tanken om at gøre noget, han ikke er klar til, er nok. De næste dage var han helt umulig, og det var nu spændende at se, hvor længe der ville gå, førend han var tilbage til den samme tillid.

De to ”Unger” har været den største gave at få i mit arbejde med hesten på deres præmisser. Mine egne heste er jo grundlæggende glade for mennesker, så vi opdager ikke altid, hvor meget vi skubber til deres grænser. Men med disse to – er der kontant afregning ved kasse 1 hver eneste gang.

Jeg glæder mig til en lang vinter med masser af ro, tillid og kærlighed til alle dyr og mennesker på Ellewegården.

Fra hjertet Marianne Florman

Skrevet af Marianne Florman

Bragt i medlemsbladet nr. 14, december 2015