NH Zas
Race: Hannoveraner
Født: 1990
Før nyt Hesteliv
Tidligere ejer købte NH Zas hos en hestehandler, da han var ca. 2½ år. Hun brugte ham til dressur og ture i naturen. I 1998 solgte hun ham videre, men fortsatte med at have kontakt til ham. I 2003 købte hun ham tilbage igen.
På grund af meget arbejde valgte tidligere ejer at afhænde NH Zas til nyt Hesteliv, da hun var bange for, at han skulle havne i de forkerte hænder. Han har altid været nem at håndtere og haft et godt helbred, men har de senere år haft tendens til hoste.
Hos nyt Hesteliv
Zas kom til nyt Hesteliv i august 2009. Han kom fra starten med på sommergræs i Vissenbjerg og væltede fuldstændig rundt på det eksisterende hieraki. Zas syntes, at han var kommet i himmerige med alle de lækre hopper hos nyt Hesteliv og nærmest brølede i stedet for at vrinske. De første uger hang han konstant oppe på ryggen af en hoppe, hvis han da ikke stod og sundede sig i et hjørne. Nu er Zas blevet en del af hverdagslivet her. Han klarer sig fint med sin naturlige autoritet og formår at dæmpe selv de mest hidsige hopper.
Janne Junker har taget Zas til sig og de 2 tager nogen gange en lille tur i skoven. Zas har også været brugt til kurser hvor han viser hvor nemt ting kan være selv om han bliver redet uden bid.
2016
Zas er ved at være en ældre herre, men han er stadig den, som de andre har mest respekt for – også selvom han ikke har så mange fortænder tilbage til at bide de andre heste.
Zas tager sig stadig af de yngre heste og leger med dem. Han går dog mest sammen med NH Betsen og NH Mickey. NH Lady Kate er dog blevet meget glad for Zas og vil helst stå helt tæt op og ned af ham. Zas gider hende ikke rigtig men affinder sig dog med hende. Han nyder rigtig at komme ind og få sin opblødte mad og stå og hygge med wrappen.
Juni 2018
Vi har fået billeder af Zas fra tidligere ejer, da Zas var ung og var helt grå (se billedegalleri). Man kan dog stadig tydeligt se at det er Zas. Det er sjovt at se tidligere billeder af hestene.
Zas klarer sig stadig fint, men man kan mærke på ham at han er ved at blive gammel. Han har overdraget pasning af de nye og unge heste til NH Kato og Zas selv står mest sammen med Betsen eller en af de roligere “gamle” heste på stedet. Der er dog stadig gang i ham hvis han kommer på banen med lidt jordtræning. Det synes han stadig er sjovt og styrer ivrigt mod de små spring der nogle gange er opstillet på banen. Han formår også at trække af med Janne Junker hvis hun ikke mener at de skal den vej Zas gerne vil. Så styrke og vilje er der rigeligt af i Zas trods alderen.
8. Januar 2020
Zas fik problemer med at styre bagparten, og da der ikke var mere at gøre, fik han fred.
Zas blev 30 år