NH Spirit
Race: Ponyblanding
Født: 2007
Højde: 112 cm
Før nyt Hesteliv
I Juli 2013 fandt en af vores livreddere i Sønderjylland 2 forhutlede shetlandsponyhingste, som bare skulle sendes til slagtning. De gik uden meget at spise og trængte i den grad til mad og pleje. Hestehandleren, der havde ponyerne, overdrog dem til nyt Hesteliv.
Den ene af ponyerne var NH Spirit. Han kom sammen med den anden pony, NH Sonny, i akut familiepleje. Fra at være den tyndeste af de 2, uden megen liv i øjnene, blev han flot og fuld af kraft og liv.
Han er blevet kastreret, inden han kommer til nyt Hesteliv.
Hos nyt Hesteliv
Spirit ankom i til Nyt Hesteliv i januar 2014.
Spirit har fundet sammen med Honey, som han passer godt på. Er hun ude til undervisning, står Spirit trofast ved hegnet og venter på hende og kalder, hvis han synes, det varer for længe.
Da vi fik de 4 ponyer fra en dyreværnssag, hvor Baloo var iblandt, måtte Spirit dog finde sig i at dele Honey med Baloo. Det går også rigtig godt, og man ser de tre stå side om side og gumle wrap eller drikke.
Spirit får også tid til at lege lidt med de andre ponyer. Det er tit, at han og Storm får brugt lidt kræfter på at lege.
Spirit er faldet meget til ro og er slet ikke hingstet mere.
2016
Spirit er blevet meget mere rolig med årene og leger ikke så meget mere med Sonny. Han har også droppet sit årlange parløb med Honey og går lidt rundt med de forskellige hopper.
Blåbær, som han også bliver kaldt, er faldet godt til ro og er bare blevet en skøn pony og stadig lige smuk.
Marts 2018
Spirit er efterhånden faldet godt til ro, men elsker stadig at lege. Nogle gange tager gamle Romeo en tørn med ham, andre gange er det en af de yngre vallakker som Tintin eller Speedy. Spirit er også stadig glad for damerne, men ikke så længere trofast efter at Honey ikke længere er der. Men måske han bliver lun på sin gamle flamme NH Rine igen.
Spirit er ikke så gode venner med smeden, men bliver jævnligt trænet og det bliver bedre. Men han er ikke vild med at man piller ham ved benene. Men ellers synes han det er meget hyggeligt at blive striglet eller komme på banen og prøve nogle ting.
Januar 2022
Spirit er stadig meget glad for damer. Lige nu er det Fjordhestene Tulle og Sille han går sammen med, alt efter hvor der er plads og hvem der gider ham – eller måske kan han ikke se forskel på dem. Han tager stadig en legetur med de andre vallakker i flokken.
Bliv sponsor for NH Spirit og vær med til at sikre hans fremtid