NH Luna
Race: Blandings pony
Født: 1999
Før Nyt Hesteliv
Luna stod på en rideskole i Esbjerg og havde været halt nogle måneder. Luna havde været rideskolehest i 10 år og arbejdede 4 timer om dagen hver dag. Da hun blev halt blev det besluttet at hun skulle slagtes.
Lunas held var, at en blot 13 årig pige, som havde haft halvpart på Luna, ikke kunne bære at hun skulle slagtes. Hun synes ikke det var fair. Sikke en pige! Hun kontaktede Nyt Hesteliv for at høre, om vi kunne overtage Luna, hvis hun frikøbte hende.
Egentlig havde vi ikke plads, men vi kunne ikke bære at sige nej. Så vi overtog Luna.
Hos Nyt Hesteliv
Luna ankom til Nyt Hesteliv i April 2011.
Luna var en stille og indelukket hest, men efter et par måneder begyndte hun at vågne op og hun blev haltfri uden at vi rigtig fandt ud af hvad der skyldes hendes halthed.
Luna var en rigtig sød pony, der gerne ville nusses om og strigles. Hun blev ikke redet mere, da vi ville sikre at hun ikke blev halt igen. Luna blomstrede hurtigt op og fik glimt i øjet.
I 2012 kom hun ud til en plejefamilie som selskabspony. Hun skulle underholde den hest der stod tilbage, når de var ude at køre med deres 2 andre heste. Hun hyggede sig rigtig meget hos plejefamilien.
Desværre fik Luna astma. Det kunne dog holdes nede med medicin de første år, men i sensommeren måtte der tages en beslutning, da medicinen ikke hjalp mere og astmaen var slem. Luna fik fred september 2018.
Luna blev 19 år.