NH Lukas
Født: 2002
Race: Shetlandspony-blanding
Før nyt Hesteliv
NH Lukas var en meget vanrøgtet pony, som sammen med NH Anaconda blev fjernet fra deres tidligere ejer i Sæby i april 2006.
NH Lukas havde gået ude hele vinteren uden læskur og kun med meget lidt at spise sammen med en hest, som desværre var så dårlig, at den måtte aflives.
Han var en meget tynd, hingst og uhåndterbar og utryg, da han kom til nyt Hesteliv.
Hos nyt Hesteliv
NH Lukas skulle, ligesom NH Anaconda, fodres ganske langsomt op via 8-10 fodringer om dagen, men han var på ingen måde lige så svag som NH Anaconda.
Han var meget hingstet, smed med forbenene og gik i det hele taget meget på to ben.
Vi var ret glade for, at han trods alt ikke var større. Så da vi havde fået bare lidt sul på ham, blev han kastreret.
NH Lukas forsøgte at kapre alle hopperne og gik til angreb på vallakkerne. Han havde ingen ide om, hvor lille han i virkeligheden var i forhold til alle de store heste. Adfærden tog dog lidt af, da han blev kastreret.
I begyndelsen måtte vi kun røre ham i hovedet og ned til skulderen, ellers bed eller sparkede han. Der var tydeligvis ikke nogen, som havde rørt ham før.
Så det blev lidt af et arbejde, men i dag kan vi strigle ham over det hele, selvom han stadig kan finde på at nappe lidt ud efter os.
NH Lukas er blevet en rigtig køn, lille pony, som ikke frygter nogen. Han leger med de store heste og hopper op og bider deres grimer i stykker.
2012
NH Lukas går hos ponyerne, selv om han synes, han hører til de store heste.
Han er blevet en rigtig fin og køn pony, som nyder at komme ind og blive striglet. Han er utrolig intelligent og lærenem og elsker at træne horsemanship og lave lege.
Oktober 2017
Lukas er stadig en rigtig drengerøv, der gerne vil drille de andre ponyer, men han er faldet meget til ro med årene.
Lukas elsker at blive aktiveret ved at komme over på banen og gå agility. Han har været brugt til børneundervisning i jordtræning fordi han er så dygtig til det hele og ikke er bange for at prøve nye ting.
I 2016 påbegyndte han også tilridning, og det klarede han også til UG, men da han blev forfangen blev der ikke gjort mere ved det. Han har det dog fint igen, på nær at han har fået en stofskiftesygdom, så hans pels er begyndt at krølle lidt.
Lukas elsker også at komme ind og blive striglet og prøve at tigge godbidder. Han er en rigtig skøn pony med masser af personlighed.
19. februar 2018
Lukas har igennem alle årene være on and off forfangen, men han er hver gang kommet sig fint. Desværre havde han fået en stofskifte sygdom og sammen med den lurende forfangenhed, kunne hans ben ikke mer. Lukas fik fred efter 11 år på nyt Hesteliv.
Lukas blev 16 år