NH Lady
Race: Shetlandspony-blanding
Født: 2000
Før nyt Hesteliv
Vi har i fredags den 23. november 2012 afhentet 4 vanrøgtede ponyer i Varde. Ponyerne er i en forfærdelig forfatning, men er nu i sikre og trygge hænder. En af vores livreddere har frikøbt alle ponyerne til en ublu pris for at redde ponyerne. Ellers havde vi ikke fået dem væk. Vores livredder har taget 2 af ponyerne, og vi har de sidste to ”Lady” og ”Vagabonden” (som vi har valgt at kalde ham). Den brogede pony, øverst på billedet, ville ikke have overlevet, hvis vi ikke havde fjernet dem i fredags. Politi og dyrlæge har været inde over denne sag, men vi har ikke kendskab til, hvor længe politiet har været på sagen, da vi først er kommet ind i sagen i sidste uge. Vanrøgten må have stået på længe. Ryggen og hoftebenene stikker ud, og de har ingen muskulatur på hverken hals eller ben, så alle kroppens ressourcer er tæret. Ponyerne går meget usikkert på deres bagpart, som formodentlig skyldes, at de ingen kræfter har. Ponyerne er apatiske og ved slet ikke, hvad der foregår omkring dem.
Hos nyt Hesteliv
Lady ankom til nyt Hesteliv i november 2012.
NH Lady er vågnet meget op og kommer hen og vil snakke, når man går ud til hende på folden. Lady og Vagabond går stadig for sig selv, indtil de er blevet stærke nok til at blive lukket ind til de andre ponyer. Lady har taget en del på og ser ikke længere så skarp ud over ryggen her blot en måned senere. Hun har også fået et varmt dækken på, så hun ikke skal bruge energien på at holde varmen.
August 2013
Lady snød rigtig os alle. Vi troede, at hun var med føl, da hun fik mælk i yveret og til sidst vokspropper, men der skete ikke rigtig mere. Hun blev hver dag taget ind for at blive fodret, så hun havde energi til at amme et føl, og kom på stald om natten.
Men stadig intet føl. Til sidst fik vi dyrlægen til at scanne hende. Det viste sig, at Lady var falsk gravid. Hun havde bare syntes, at det var smadderhyggeligt at blive puslet sådan om.
Lady er kommet ud på marken igen sammen med de andre og får ikke mere ekstra foder eller kommer ind for natten. I lang tid stod hun længselsfuld ved hegnet og ventede på at komme ind, men nu er hun i stedet kommet på slankekur.
Marts 2017
Lady havde været forfangen af flere omgange og tilsidst kunne hendes ben ikke mere.
Hun havde nydt de sidste år af sit liv på nyt Hesteliv og glædet mange børn med små trækketure både på banen men også i skoven. Hun var helt igennem en dejlig, sød og mild pony.
Lady blev 17 år.