NH Dina
Stambogsnavn: FMRs Dion
Far: Dinar
Mor: Dioni M
Race: Gotland Russ
Født: 20.5.1997
Dina er født på Fredemarksgård Rideklub på Fyn, og er solgt videre derfra. Vi ved ikke helt hvad der er sket med hende i den mellemliggende tid.
Dina kom til Nyt Hesteliv i september 2008. Hun havde en lidt broget fortid og var lidt utryg og vanskelig at håndtere i starten. Derudover havde hun været forfangen flere gange.
Hun var en skrap dame at få ud i løsdriften og hun gav NH Lukas kamp til stregen. Lukas er ikke leder, men har et stort selvværd og tror at han er en hest. Da de begge havde tendens til forfangenhed, blev de lukket på ridebanen om sommeren i stedet for at græsse. De første gange var vi nødt til at stå og holde øje med dem. De jagtede hinanden rundt, og vi var ind i mellem nødt til at holde fast i dem, så de kunne få en pause. Efter de første par dage kom de til at gå fint sammen.
Dina faldt lige så stille til og hun blev nemmere at håndtere. Hun blev til en sød pony, som altid gerne ville nusses og hun elskede at blive striglet. Hun blev kæreste med NH Brian, som var leder af ponyløsdriften og tog sig kærligt af NH Jørgen, da han var lille.
Dinas forfangenhed blev dog ved med at genere hende, selv om vi passede på. I vinteren 2009/10 hvor det var meget koldt med meget sne, blev det for hårdt for Dina. Hun havde stærke smerter i benene og kunne næsten ikke gå.
I februar 2010 blev vi nødt til at få hende aflivet.
Brian savnede hende meget i begyndelsen, efter at hun var væk
Dina blev 12 år.