NH Cirkeline
Race: Shetlandspony
Far: NH Bjørn
Mor: NH Putte
Født: 4. juni 2012
Efter vores store overraskelse med ankomsten af NH Peppe, gik vi alle ponyhopperne igennem og var så ikke i tvivl om, at også NH Putte havde hygget sig. Hun så mistænkelig lidt for rund ud. Om det var med æslet Mikkel (Peppes far) eller lille NH Bjørn, som var klaphingst sidste år, vidste vi ikke. Men nu er vi ikke mere i tvivl.
Cirkeline er et bedårende, lille hoppeføl, som er en miniudgave af sin mor Putte. Hun er helt fantastisk. Som vi så det med Peppe, var der tvivl om, hvorvidt hun havde fået råmælk nok. Derfor gik turen igen på hospitalet, så hun fik det, hun manglede.
Hun er nu kommet hjem igen, så hun kan hygge sig med sin mor på den grønne mark hos nyt Hesteliv, mens alle de andre ponyer ser beundrende til. Peppe kan nu se frem til en ny legekammerat.
Cirkeline er fuld af liv og springer rundt, mens hendes mor, NH Putte, bekymrende render efter hende.
August 2015
Cirkeline er nu blevet en stor pony på 3 år. Hun er med til undervisning og er blevet dygtig til agility. Hun kan dog godt være lidt fræk en gang imellem, men det er ikke noget, børnene bliver bange for.
Cirkeline kan stadig godt finde på at få en hyggetår hos sin mor, Putte, selvom hun er 3 år.
Februar 2020
Selv om Cirkeline er en voksen hest, går hun stadig sammen med Putte, når hun ikke lige har en vallak på slæb fordi han synes hun er lækker. Sidst var det Bailey, selv om han skiftede lidt mellem Putte og Cirkeline.
Man kan godt mærke at Cirkeline er blevet ældre. Hun er faldet mere til ro, men er stadig en sød og kælen pony som hun altid har været.
Bliv sponsor for NH Cirkeline, så hun kan få et godt liv