NH Casanova
Race: Shetlandspony
Født: 2007
Før nyt Hesteliv
Casanova havde siden efteråret 2009 stået i et aflukke i en kostald sammen med to andre ponyer, NH Robin Hood og NH Jonas. De havde ikke været udenfor i flere måneder.
Inden de kom på stald, havde de gået på en meget lille fold, hvor der ikke var plads til at løbe.
En af Nyt Hestelivs medhjælpere hørte om ponyerne og efter flere måneders forhandlinger lykkedes det, at få dem fri ved at bytte med et toilet og en jordstamper.
Hos nyt Hesteliv
Casanova ankom til nyt Hesteliv i november 2009.
Casanova var hingst og den modigste af de tre ponyer, da de skulle ud af traileren. Det var nødvendigt at lokke dem med en spand foder. Casanova bemærkede straks, at der var hopper på den anden side af hegnet og forsøgte at skabe kontakt. På den måde fik han sit navn.
Ved at gå foran med en spand foder, lykkedes det ganske langsomt, at få ponyerne om på æselfolden. Den er ikke specielt stor, men for dem var det ligesom en prærie. Først stod de og så sig omkring og så begyndte de at løbe. Rundt og rundt langs hegnet. 50 omgange den ene vej og 50 omgange den anden vej. De løb og bukkede og havde det så sjovt.
Efter et par uger blev ponyerne sluset ind i ponyløsdriften, hvor de klarer sig fint.
Marts 2010
De er ved at være klar til familiepleje. Casanova er blevet kastreret i marts 2010 og er lederen af den lille flok på 3. Han er en sjov og nysgerrig pony, der gerne vil prøve nye ting på ridebanen og er med når der er agility.
April 2014
Casanova er kommet i familiepleje på Fyn sammen med NH Gillingham, NH Robin Hood, NH Jørgen og NH Brian. De har et stort område med lidt skov og bakker hvor de rigtigt kan boltre sig. Casanova er stadig “storebror” for Jonas og Robin Hood.
4. februar 2022
Casanova blev desværre syg med PPID (Cushing) og meget syg af følgesygdommene. Efter lang tid at have kæmpet for ham, måtte familien tilsidst give ham fred.
Casanova blev 15 år