Som frivillig er jeg med til at hente og bringe heste. De fleste gange går det helt uproblematisk – stille og roligt. Andre gange får man en oplevelse med hjem, man vil huske for evigt. En af dem vil jeg gerne fortælle om her.

Tilbage i 2011 fik vi flere anmeldelser inden for en time om nogle heste, der var sat til salg på Hestegalleri.dk. Hestene så virkelig usle og tynde ud, stod i ren møg med sparsomt lys. Billederne var taknemmelige – virkeligheden meget værre.

Nyt Hesteliv besluttede sig for at frikøbe 2 af hestene, dels for at kunne dokumentere hestehandlerens misrøgt og dels for at hjælpe et par heste, som vi havde mulighed for at tage ind. På et af billederne stod der 3 heste bundet op til en metalstang i noget der lignede en gammel kostald. Det var 2 store heste og et føl. Vi valgte hoppen med sit 6 måneder gamle føl.

Vi fik svaret på annoncen, at vi gerne ville købe hoppen og føllet. Det viste sig at være en travhoppe og føllet var en friser/traver blanding. Vi døbte dem senere til Finess og Freja. Da vi var sikre på, at vi ikke ville blive lukket ind, hvis vi sagde vi var fra nyt Hesteliv, fik vi opdigtet en historie, og så tog vi afsted til nordjylland mod den angivne adresse ved Viborg. Men da vi ringede for at sige, at nu var vi på vej og ville være fremme om så og så lang tid, fik vi en ny adresse, da hestene var blevet flyttet i mellemtiden. Denne adresse lå ved Aalborg. Vi indstillede GPS´en på den nye adresse og kørte afsted.

Ved Randers blev vi ringet op, at hestene var flyttet til en adresse i Brovst. Turen blev længere og længere, og vi spekulerede på, hvor mange gange de ville ændre adressen, og om vi overhovedet ville få hestene.

Men endelig nåede vi frem. Hestetraileren blev bakket op til en stalddør. Der var ingen folde omkring gården og ingen spor af hove i mudderet omkring stalden. Indenfor var der dunkelt og en stank af urin der rev i næsen. Der stod 2 heste bundet op i en gammelkostald (den fra billederne, så hestene var nok alligevel ikke flyttet så meget rundt) med en møgrende og tremmer over, bag hestene. Hestene så forhutlede ud, tynde med tottede pelse hvor der stad klumper af møg. Føllet løb løs rundt og var æltet ind i gammelt møg over det hele på nær ryggen. Vi var rimelig sikre på, at hun ikke havde været flyttet nogen steder, for hun var fuldstændig uhåndterbar.

Jeg gik op til travhoppen og løsnet hendes reb, der var bundet så hårdt og knudret sammen af fugt, skidt og møg, at jeg ikke tror det havde været løsnet i lang tid. Hun gik målrettet ud af døren, hen til traileren og op på rampen. Føllet vrinskede efter sin mor, der kun kort standsede på rampen vendte hovedet mod stalden og kaldte kort på føllet, hvorefter hun gik lige op i traileren og stillede sig pænt og helt musestille ved tøjringsbommen.

På vej ud af stalden med travhoppen, begyndte den sorte hest, der stod ved siden af travhoppen, at vrinske skingert og bønfaldende efter os. Den lyd gik gennem marv og ben.

Med lidt hjælp fra et reb på siden af rampen, fik vi føllet op ved siden af travhoppen, der kun kom med en beroligende brummen til sit føl. Hun stod stadig helt musestille, som om hun var bange for, at vi opdagede, at hun var der og ville tage hende ud igen. Det var en ganske forfærdelig oplevelse at være med til.

Men det værste var den sorte hest, vi efterlod på stedet. Jo længere vi kom med læsning af føllet, jo mere skingert blev hendes vrinsken, til hun til sidst nærmest skreg til os om at tage hende med. Og jeg havde gjort det, hvis vi havde haft en ekstra plads i traileren. Jeg var endda ude i om føllet kunne stå foran travhoppen og den sorte hest, men vidste at det ikke var en mulighed. Vi måtte efterlade den sorte hest.

Vi efterlod den i en mareridt af en stald. Vi efterlod den til nogle mænd, der ikke tænkte på andet end penge. Vi efterlod vores hjerter ved den, for det meste af turen hjem, kunne vi høre den desperate skrig på hjælp, dens tiggende vrinskende om at tage den med, dens hjertensskærende råb om ikke at efterlade den.

Vi var meget tavse på vejen hjem. Hestehandleren blev omgående politianmeldt. Hvad der sidenhen er sket med de andre heste, ved vi desværre ikke. Politiet mente, at nogle påbud var nok. Efter vores bedstevurdering havde hestehandleren overtrådt stort set alle paragraffer.

Selv om det er 5 år siden, så var jeg igen tidligere på året ude på en sag, hvor jeg igen skulle vælge 2 heste at tage med hjem. Alle de andre heste stod tavse tilbage, men igen kunne jeg høre den sorte hest skrige efter mig.

Den forlader mig aldrig.

Skrevet af en livredder for nyt Hesteliv

Bragt i medlemsbladet nr. 15, december 2016