Magre heste
Maj
Vi fik en sag ind om 2 heste, der gik på en ned bidt græsmark uden vand, foder eller stråfoder. Det drejer sig om en hest på 4 år og en på 19 år. Vi kunne konstatere, at hestene længe har gået uden særligt meget mad. De var begge meget udmagrede, rygradens knogler stak op samt tydelige hofteknogler. Der var ingen muskelmasse eller fedt imellem bagbenene og virkede meget afkræftede. Billederne taler for sig selv.
Ved vores besøg måtte vi bede om, at hestene fik vand omgående, og at der skulle skaffes foder. Ejeren til hestene kom først hjem flere dage senere. Vi kontaktede derfor vagthavende politi, desværre uden held. Politiet er i de fleste kredse opdelt i særlovsafdelinger, som kun tager sig af dyreværnssager. Vi politianmeldte derfor sagen straks og fortalte dem, at det var ret kritisk, og at hestene havde brug for hurtig hjælp.
Vi ville gerne overtage og/eller afhente dyrene og bringe dem til vores internat, så de kunne få en korrekt fodring og behandling.
Politiet fortalte os, at de havde givet nogle påbud om foder og dyrlæge, hvilket vi var meget glade for. Vi hører ikke mere fra politiet til trods for mange telefonopringninger. Det viser sig 3 uger senere, at politiet endnu ikke havde været på stedet, men kun kontaktet ejeren på en telefon. Ejeren blev også bedt om at få fat i en dyrlæge, hvilket heller ikke skete før efter 3 uger. Nu har politiet lukket sagen, idet de ikke mener, at der er noget dyreværnsmæssigt i det. Det har dyrlægen fortalt politiet. Dyrlægen skulle køre forbi medio juni måned og tilse hestene. Så her sker ikke mere. Vi har også fået en skriftlig afslutning fra politiet, at sagen er blevet lukket.
Det er fuldstændig urimeligt, at der ikke straks bliver handlet på vores anmeldelse, især når politiet får billeder af hestene, så de kan se, i hvor ringe forfatning hestene er i.
Efter vores bedste vurdering, burde der have været handlet omgående, og hvis politiet ikke har tid til at sende noget mandskab derud – hvilket sagtens kan være tilfældet – så burde de i det mindst have sendt Fødevarestyrelsen derud, så kunne de efterfølgende have givet nogle påbud/handlinger. Denne sag bør være en klar overtrædelse af Dyreværnsloven, når de er i så ringe forfatning. Hestene burde ret hurtigt have fået vand og foder samt dyrlæge og efterfølgende overvejet en fjernelse af dyrene.
Vi synes ikke denne ejer bør gå fri for straf, da det efter vores vurdering er en klar overtrædelse af Dyreværnsloven.
Hvad skal vi med en Særlov afdeling, hvis sådan en sag med så afmagrede heste ikke bliver taget alvorligt ?
Vi har naturligvis klaget over denne afgørelse og også over at en dyreværnsafdeling ikke gør mere her.