Hesteaffald
Februar 2012
Nyt Hesteliv fik en henvendelse den 7. februar 2012, om hjælp til en hest og en pony, som i flere måneder skulle have gået ude på en mark i døgnets 24 timer på Søndermarksvej i Roager ved Ribe. Hesten var en skimmelhoppe og så ifølge anmelder tynd og drægtig ud. Ponyen havde snabelhove og trængte i den grad til smed. Der skulle ifølge anmelder ikke have været synligt spor af hverken mad og vand samt manglende læ og ly i disse hårde kuldegrader, og de så begge magre og forkomne ud. Vi vurderer, at de må have lidt frygteligt i denne særdeles kolde vinterperiode. Ifølge os oplyst er ejeren til de to heste hestehandler XX (nyt Hesteliv er navnet på omtalte bekendt) fra Bevtoft, som har lejet jorden og sat disse 2 heste ud på en bar mark, der ligger 30 km væk fra hans bopæl. Hestene skal ifølge loven have læ og ly samt et tørt leje for at gå ude i døgnets 24 timer. Ydermere skal de tildeles kraftfoder og stråfoder, og de skal sikres fri adgang til frisk drikkevand, især når alt fryser til is. De skal tilses mindst 1 gang dagligt. Hestene skal have beskåret deres hove efter behov, hvilket tilsyneladende ej heller er sket. Ud fra ovenstående vil vi vurdere, at alene disse lovovertrædelser bør udløse en bødestraf som minimum. (Dyreværnsloven og Lov om hold af heste).
Anmelderen har forsøgt at ville hjælpe disse to heste og har anmeldt sagen både til Dyrenes Beskyttelse og nyt Hesteliv. Anmelderen håbede, at vi kunne hjælpe hestene og få dem anbragt, selv om det naturligt burde være politiets opgave. Vi ville have prøvet at hjælpe med evt. anbringelse af dyrene, men vi nåede det desværre ikke. Anmelder kørte dagen efter ud for at tjekke, om hestene skulle være fjernet. Der mødte hende et hæsligt syn. Blot 2 m fra vejen lå den skimlede hoppe i et blodbad, skudt. Hoppen var tilsyneladende bange og nervøs, så han valgte at skyde den. Så der var nok en grund til, at hesten var bange. Om det er en lovlig aflivning, ved vi ikke. Det var åbenbart bare nemmest at skyde den. Hvordan kan man have hestene gående på marker rundt omkring i denne kulde så langt som 30 km fra, hvor man bor uden at sørge for læskur og god fodring hver dag?
Anmelder kontaktede omgående Esbjerg Politi, da hun så dette frygtelige syn og sendte os billederne som dokumentation.
Det er svært at sige, om hesten også har lidt, da den blev skudt, og om den døde med det samme. Den lille magre pony med snabelhovene er væk fra marken. Hvilken skæbne venter den? Er den blevet dumpet på en anden mark? Vi håber, politiet vil undersøge sagen nærmere og tage sådan en sag aldeles alvorligt. Og hvis der er nogen, der ved noget om den stakkels pony hører vi gerne nærmere, vi er parate til at hente den og sørge for den. Evt. spørgsmål kan rettes til undertegnede.
Venlig hilsen
Janne Junker
Formand Foreningen nyt Hesteliv
Spedsbjergvej 81
DK 5491 Blommenslyst
Tlf.: + 45 2635 5865
E-mail: info@nyt-hesteliv.dk