Græsted – en gammel hest
I Græsted i Nordsjælland stod en ensom rød lille hest fuldstændig afmagret. Den stod i en forhave ud til vejen helt stille og rørte sig ikke mellem affald af blikdåser, kakaokartoner og brændestabler.
Vi fik anmeldelsen på en telefon med billede og kunne straks se, at den var hel gal. Vi sendte en livredder ud på stedet for at føre tilsyn med hesten og tale med ejeren. Desværre var ejeren ikke hjemme. Hesten stod apatisk og fjern i blikket. Hun kunne ikke se hverken vand eller mad. Det så ikke godt ud, og vi politianmeldte straks sagen.
Politiet rykkede ud med de veterinære myndigheder dagen efter vores anmeldelse. Det viste sig, at hesten var 29 år og stod og ventede på slagtning. De manglede hestepas for at få slagtet hesten.
Det er tydeligt at se, at den er meget underernæret. Hvorfor skal hesten så langt ud, før der er nogen, der reagerer? I stedet for at sende den stakkels hest til slagtning, ville det ikke være mest fair overfor hesten at aflive den i sit hjem? Når en hest sendes til slagtning, ved man aldrig, hvor den ender. Der er rigtig mange heste, der sendes ud på slagtetransporterne til sydeuropa. Det håber vi ikke bliver tilfældet for denne lille hest, der står og afventer sin skæbne.