I juni 2008 slæbte min mor mig med ud på nyt Hesteliv, og jeg kom aldrig rigtig derfra igen.

Hun havde været bestyrelsesmedlem der i et halvt år og syntes nu, at jeg skulle være en del af det og komme i gang med hestene igen.

Jeg havde ikke haft meget med heste at gøre, siden jeg flyttede til Fyn 10 år tidligere og orkede ikke at skulle involvere mig med heste og hysteriske hesteejere igen. Men det her var noget helt andet – på alle mulige måder.

Jeg mødte formanden Janne, som tog mig en tur rundt for at hilse på hestene. Dengang var der ca. 30 heste – rigtig mange syntes jeg den gang. Alle heste og ponyer gik sammen, hopper som vallakker i en skøn samhørighed.

Jeg blev præsenteret for en rød hoppe, der hed Flower. Vi skridtede nogle dejlige ture i skoven. Men kort tid efter blev jeg spurt af Janne, om jeg ville ride hendes nye ridehest, Firenze, som hun ikke havde tid til, da der var meget arbejde på kontoret. Firenze blev min dejlige ridehest og soulmate de næste 4 ½ år. Hun var en skøn, smuk, rød hoppe, der elskede at blive nusset med og ride i skoven.

Pga af Firenze kom jeg tit på nyt Hesteliv og blev efterhånden involveret i livet derude. Kort tid efter oplevede jeg min første hesteværnssag. Jeg stod netop og skulle på en tur i skoven, da Janne kører ind på gårdspladsen med traileren. Hun havde været ude at hente 2 udsultede ponyer, og jeg hjalp med at bære den svageste pony ind. Det var en lille rød ponyhoppeplag på 1 år. Hun var så svag, at hun ikke kunne stå på benene, og vi lagde hende i en nystrøget boks af spåner. Men hovedet sank ned i spånerne, som kom ind i mund, næse og øjne, så jeg satte mig i spånerne med strakte ben og lagde hendes lille hoved i mit skød. Der sad jeg de næste 4 timer efter at have beordret varme tæpper og dækner over hende for at dæmpe chokket i hendes krop. Jeg mærkede, hvordan hun langsomt slappede af og så, hvordan øjnene blev mere opmærksomme og blinkede, og det stive blik forsvandt. Jeg aede hende på hovedet og på hendes tynde hals og fortalte hende, at vi nok skulle passe på hende, og at hun ville få det godt.  Jeg følte, at hun hørte mig og vidste, at hun nu var i trygge hænder – og til sidst gav hun slip. Stille døde hun i mine arme.

Da dyrlægen bar hende ud – hun vejede knap 40 kg – lovede jeg i mit stille sind, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at det ikke skulle ske igen.

Sebastian, den anden pony, stod i al den tid lige bag mig og spiste hø uden dog at vige fra sin venindes side. Sebastian var meget tynd men klarede den og blev en utrolig sød pony med det mest uskyldige udtryk i hovedet.

Den episode gjorde, at jeg ville gøre, hvad jeg kunne for at hjælpe nyt Hesteliv og alle de heste, der var derude, som ikke havde det godt.

Igennem årene er det blevet til mange sager. Jeg blev livredder i nogle år, men stoppede igen da det blev for hårdt. Jeg tager dog stadig med ud på sager, hvis der lige mangler en at tage med. Nu henter og bringer jeg mest heste for nyt Hesteliv. Og det er blevet til en del igennem årene. Men det er en helt anden historie.

Jeg er vist blevet en fast bestandel af nyt Hesteliv og tager mig af efterhånden mange ting. Jeg er stedets fotograf, administrator på nyt Hestelivs hjemmeside og facebookside, skriver nyhedsbreve, artikler til medlemsbladet og er medarrangør af foredrag og kurser, samarbejder med ambassadørerne og har startet nyt Hestelivs salg af brugt rideudstyr op. Der er mange andre ting, man kan gøre end lige nusse om hestene, ting som er lige så vigtige. Mange ting kan gøres hjemmefra på ens egen computer, f.eks at søge sponsorater, fondsøgning m.m.

Jeg kan kun varmt anbefale at hjælpe, for selv om det kan være hårdt at se de mange hesteskæbner, som vi ikke kan hjælpe, så giver det så meget mere for dem, som vi hjælper – se dem komme sig, tage på og få glimtet tilbage i øjnene. Og hestene virker så taknemmelige bagefter. Det er alle nogle søde og rare heste. Af alle de heste, vi har fået ind, er der kun en, vi ikke kunne redde p.g.a sult, og det var den lille røde hoppe, der døde i min arme.

Skrevet af en frivillig

Bragt i medlemsbladet nr. 14, december 2015