Filur og Buster
Februar 2009
Først på året blev vi ringet op af Dyrenes Beskyttelse, som ville høre om vi kunne hjælpe 2 heste, der gik hos en gammel mand. De var meget tynde og fik ikke nok at spise. De mente at den ene hest skulle aflives.
Den gamle mand ringede selv til os for at høre om vi kunne hjælpe, for han var ked af at den ene skulle aflives. Det er altid positivt når ejer selv kontakter os i forbindelse med en anmeldelse. egentlig havde vi ikke plads, men vi synes alligevel vi ville lave et tilsyn.
Den tyndeste af hestene var en frederiksborger på 25-30 år. Han havde engang været rideskolehest på Svendborg Rideskole. Hoftebenene strittede ud og al muskulaturen i ryggen var forsvundet. Han hed Filur.
Den anden hest var en islænder/nordbaggeblanding også på ca.20‐ 25 år. Han var også tynd, men ville hurtigere komme sig, da han var en mere nøjsom hesterace. Han hed Buster.
De stod i en stald med fri udgang til en stor mark, hvor der ikke var noget at spise. Den gamle mand havde mistet grebet om hestene og fik ikke fodret dem. De fik for det meste kun det græs, der var på folden. Det var der af naturlige årsager ikke meget af i vintermånederne. Anmeldelsen var absolut berettiget, og vi ville gerne hjælpe de 2 heste. Vi var sikre på, at vi med den rette fodring kunne hjælpe Filur op i god foderstand til trods for hans høje alder.
Efter 3 mdr. intensiv ”opfodring” med masser af vitaminer og mineraler ser Filur og Buster godt Det hjalp også at få dem vasket og striglet. Vi fyldte 2 x 2 sorte affaldssække med hår. De er nu startet på græs, så det vil give dem det sidste skud.
I starten gik Filur og Buster for sig selv, så de stille og roligt kunne komme sig uden at blive jagtet af de andre heste. Filur var en svag gammel hest og led af separationsangst, hvis blot Buster gik 5‐10 meter fra ham. Efter ca. 1½ måned ville vi langsomt integrere Filur og Buster i hesteflokken. Vi starter altid i den ene løsdrift med de flinke heste. Det gik meget fint. Vi konstaterede hurtigt, at Filur ikke var så svag endda, for han jagtede de heste væk, der gerne ville snakke med Buster. Filur og Buster syntes åbenbart, at det gik for langsomt, så de tog bagvejen til de andre heste og integrerede sig selv. Det gik lidt hurtigere end normalt – men helt uproblematisk. De fandt hurtigt ud af, hvilke heste, der passede sammen med dem. I skrivende stund (maj) leger Buster med de andre heste, og Filur holder øje med ham fra afstand.
Til vores åbne hus den 26. april konstaterede vi, at Filur stressede helt vildt af alle de mange børn, der kom og hilste på ham. Han bed ud efter dem. Det ligger sikkert dybt begravet i ham at have været rideskolehest med mange børn omkring sig. Nu får han lov til at blive her og nyde sit otium.