Historien er fortalt af Tanja, om hendes hest Røde

I marts måned 2017 var jeg igennem mit livs værste mareridt.

Jeg blev ringet op fra mit opstaldningssted, at Røde stod på folden og så syg ud. Jeg kørte straks derud og kunne se, at det her var slemt. Da han så mig, prøvede han at gå hen imod mig, men hans muskler krampede, og han kunne ikke tage et skridt. Han var i store smerter.

Vi kørte straks til KVL hvor der stod dyrlæger og sygeplejersker klar til at modtage os. Alt gik sindssygt hurtigt. Blodprøven viste, at hans nyretal var meget dårlige, og hans muskler arbejde på højtryk. Dyrlægerne sagde, at det var meget kritisk, og de var bange for, om han overhovedet kunne klare en bedøvelse.

Jeg blev ved Røde hele natten og sad lige ved siden af ham, så han hele tiden kunne dufte og høre mig. Jeg var så bange for at miste ham.

På arbejdet dagen efter, fik jeg fri til at kunne tage tilbage til Røde.

Da jeg kom, lå Røde under opvågning. Han havde ikke vist tegn på at ville op at stå, og dyrlægerne var meget bekymret. Jeg gik ind til ham i opvågningsboksen og talte stille til ham, og da han hørte min stemme, rejste han hovedet. Røde prøvede nu at komme op og efter et par forsøg, stod han igen på sine ben.

Scanningen viste ikke noget unormalt, men han havde nu nyresvigt, og hans urin var meget blodigt. Han fik det kun værre og værre, og der skulle gøres noget NU.

Lise Pothlitz, som kan telepatere med dyrene, kontaktede mig, at Røde havde sagt, at vi skulle kigge ind i hans boks. Min kæreste kørte hjem i stalden og kiggede ind i boksen. Her fandt han en gren, der var hængt op til hesten ved siden af. Det var desværre en gren fra et egetræ.

Røde er meget nysgerrig af natur og smager på alt, der kan smages på, og selvfølgelig havde han spist af egetræet, som er meget giftig for heste.

Jeg fortalte straks dyrlægerne om egetræet, og de gik nu i gang med at undersøge alt omkring dette. De fandt frem til en specialist i Sverige, som de kontaktede.

Det eneste jeg kunne var at være ved Røde. Hvis jeg gik, begyndte han at kalde og blive urolig . Jeg sov inde ved ham om natten, og hvis jeg gik, bandt jeg min jakke om hans hals og gav ham det tæppe på, som jeg sov med, så han havde mine dufte. Han stod op hele tiden med hovedet hængende helt nede ved gulvet. Han vidste godt, at hvis han lagde sig ned ville han ikke komme op igen. Han kæmpede med alt han kunne og gav på intet tidspunkt op.

Specialisten fra Sverige kom hurtigst muligt og undersøgte Røde. Han var meget ærlig og fortalte, at det her var virkelig alvorligt. Han havde ikke oplevet nogen overleve det, men han havde til gengæld heller aldrig set en hest nå så langt, så han mente bestemt, vi skulle kæmpe sammen med Røde.

Han satte Røde på en meget stærk antibiotika-kur og væskebehandling imod forgiftningen og gav noget beroligende til Røde for at stoppe hans voldsomme muskelkramper. Han fik en masse indsprøjtninger med vitaminer for at booste systemet til at kæmpe så meget med antibiotikaen som muligt.

Det gik meget op og ned de næste dage. Han fik lagt en sonde og fik væske via drop. Efter et par dage begyndte nyretallene at se bedre ud, og der tændtes et lille håb i os alle sammen. Røde ville stadig ikke drikke eller spise.

Jeg var hele tiden i dialog med Lise, som kommunikerende med Røde, og sammen blev vi enige om at prøve at få ham ud og få lidt sollys og luft. Han gik med mig ud men havde ikke kræfter til andet end bare at stå, så det gjorde vi i nogle minutter og gik derefter tilbage til boksen. Da jeg senere tilbød ham vand drak han 3 liter og tog et par godbidder fra min hånd.

De efterfølgende dage gik vi udenfor, og som dagene gik, fik Røde flere kræfter. Han drak nu mere og mere, og en dag vi kom hjem fra en tur gik han direkte ind i boksen og begyndte at spise af hans hønet.

Specialisten fra Sverige kom for at lave kontrol af Røde efter en uge, og han troede nærmest ikke på det han så. Røde stod i boksen uden sonde og spiste. Han havde virkelig ikke troet på at det kunne lade sig gøre, og han vendte sig mod mig og sagde: ”Den hest er lavet af noget helt særligt, og hans vilje til at kæmpe er jo helt utrolig. Han vil gå igennem ild og vand for dig. Lov mig du aldrig skiller dig af med ham”.

Rødes tal blev kun bedre og bedre, og snart var han fri for både drop og medicin. Efter 14 dage fik vi lov til at tage ham med hjem.

Til kontrollen lignede det bare, at Røde aldrig havde været syg. De kendte ikke til nogle efterfølgende bivirkninger efter sådan en forgiftning, for de havde aldrig oplevet nogle der overlevede det, så vi måtte bare se hvordan Røde i fremtiden ville fungere.

Det er nu 9 mdr. siden Røde blev syg, og han trives som aldrig før. Han har på intet tidspunkt virket mærket efter forgiftningen, og vi går ikke længere til kontrol. Jeg er glad for at jeg lyttede til mit hjerte og kæmpede med ham. Flere gange var der nogle, der sagde til mig, om det ikke var bedre at give ham fred. Men når jeg kiggede ham i øjnene, kunne jeg se, at han ikke var klar til at forlade mig. Han ønskede at kæmpe, og jeg skyldte ham at kæmpe med ham.

Billederne er venligst udlånt af Tanja

Artiklen er udgivet i Nyt Hestelivs Medlemsblad 16

December 2017