En frustrerende hesteværnsag

I januar måned 2009 fik vi en anmeldelse på en hest, som naboerne egentlig troede var død. Hesten havde gået sammen med et æsel under kummerlige forhold i mange år. Æslet døde, og naboerne til anmeldte troede også, at hesten var død eller solgt. En dag var en af naboerne ude at gå med sin hund og gik en anden vej forbi anmeldtes hus. Hun blev helt forskrækket, for inde bag den tomme stald – troede hun – lød der et vrinsk fra en hest, som lød rigtig ked af det. Naboerne talte sammen om, hvor synd det var for hesten, som stod derinde i stalden helt alene. De havde ikke set den i ca. ½ år, så i al den tid havde den stået indenfor uden selskab og uden at komme ud.

At den stod alene kunne vi ikke gøre noget ved rent lovgivningsmæssigt desværre. Men at den ikke kom ud. Det er ikke lovligt, jfr. § 17 i Lov om hold af heste, der skal heste i mindst 2 timer 5 dage om ugen motioneres eller gives fri bevægelse på fold. Det var det eneste vi umiddelbart kunne fokusere på, medmindre der var andre forhold, når vi kom på tilsyn.

Vi nærmede os adressen og steg ud af bilen. På vej ind til huset hørte vi det mest hjertensskærende ”skrig” fra en hest inde fra stalden. Det var ikke bare et vrinsk – eller en hilsen. Det var virkelig et råb om hjælp. Det stak os meget dybt. Vi forsøgte at kontakte ejeren, men her var ikke nogen hjemme. Vi fik af nogle naboer at vide, at ejeren meget sjældent opholdt sig på ejendommen og henviste os til en anden adresse, hvor hun opholdt sig meget.

Håbet for hesten slukkedes igen, da vi måtte køre vores vej uden at kunne hjælpe den. Jeg var ikke klar over på det tidspunkt, at det var det sidste vrinsk, jeg hørte fra den.

Der fandt vi ejeren og forsøgte at få en aftale med hende om et tilsyn med hendes hest. Hun havde ikke tid lige nu, men vi kunne komme tilbage i morgen, så skulle vi få adgang til hesten. Vi talte med hende om at det er meget synd for en hest at stå alene  – og ikke at komme ud var ulovligt. Vi tilbød hende, at hendes hest, som viste sig at være en nordbaggevallak på ca. 20 år, kunne komme til nyt Hesteliv og få et hesteliv med vores 6 andre nordbagger. Det ville hun ikke.  Hun  havde besluttet sig for at slagte den. Det syntes vi var synd, når vi kunne tilbyde et andet alternativ.  Vi aftalte med hende, at vi ville komme forbi og lave et tilsyn dagen efter.

Næste dag kørte vi forbi igen for at tilse hendes nordbagge. Ingen var hjemme – og væk var nordbaggen … Ingen vrinsk – ingenting. Ejeren kunne vi ej heller finde. Hun åbnede ikke på døren og svarede ikke på vores telefonopkald. Efter flere dagens søgen i samarbejde med de meget bekymrede naboer fik vi et svar af hende på SMS, at hun havde solgt sin hest til den lokale slagter.

Vi vidste ikke, om vi skulle tro hende. Det var hendes valg at slagte hesten – om end jeg syntes bedre om ideen, at den kunne gå og hygge sig her resten af sit liv med artsfæller. Der skulle i hvert fald ske en ændring. Uanset hvad var det ikke noget liv for den at stå indespærret og mutters alene i en tom stald og endda på en forladt ejendom. Så den var virkelig ”Palle alene i verden”.

Vi kunne ikke politianmelde en manglende hest, som var blevet solgt til slagteren. Hvordan skulle vi komme videre? Vi kørte ned til den lokale slagter for at høre, om han havde en slagtning af en nordbagge den først kommende mandag. Det var yderst grænseoversskridende for os at gå ind i hans butik, der lugtede ganske frygteligt af dødt kød. Ikke så mærkeligt, men jeg kunne næsten ikke fremføre mit ærinde. Udenfor stod heste og æsler på en stor fold og ventede på deres skæbne.

Den lokale slagter

Han ville overhovedet ikke tale med os og ej heller bekræfte, om han havde lavet en aftale om slagtning af en nordbagge. Vi skulle blot have hans bekræftelse, for så kunne vi ikke politianmelde ejeren. Hvad skulle vi politianmelde den på?

Naboerne snusede rundt i mange dage og var meget iderige. De skrev breve til hende med en opfordring, at de også godt ville hjælpe hende med hesten. Den kunne stå sammen med deres heste etc. Intet hjalp. Dog reagerede slagteren nu. Han kontaktede os i hvert fald for at bekræfte, at hesten skulle slagtes den efterfølgende mandag kl. 13.00. Vi spurgte ham, om vi kunne købe den af ham. Det ville han ikke.    Vi spurgte også, om han havde den hos sig, for naboerne havde set ejeren gå med hesten ned til ham en sen aften.

Vi ville gerne se den ved selvsyn, hvordan den så ud. Vi havde stadig ikke set den. Det måtte vi ikke. Hvorfor forstod vi ikke. Der skulle være en dyrlæge til stede i.f.m. slagtningen. Slagteren havde en aftale med en dyrlæge. Ham ringede vi til og bad ham bekræfte overfor os, når hesten var død. Det gjorde dyrlægen senere på dagen. Vi sad tilbage med en rigtig dårlig smag i munden. Hvordan har den stakkels hest haft det, var den misrøgtet, siden vi ikke måtte se den. Der er så mange hvis’er.

Løbet var i hvert fald kørt, og vi kunne ikke gøre mere. Det er dybt frustrerende at skulle stå på sidelinien og være magtesløs, for vi kunne intet stille op som dyreværnsforening, fordi det er tilladt at have et hestehold på 1.

Heste og æsler i baggrunden gik og ventede på deres skæbne hos slagteren

Vi gjorde alt hvad der stod i vores magt for at redde denne nordbagge.

Hvor ville vi gerne have haft den her til nyt Hesteliv for at give den et godt liv.

Det ”skrig”, der kom fra nordbaggen skal vi aldrig glemme.

Det er fuldstændig forrykt, at den nye hestelovgivning ikke tilgodeser, at hesten er et flokdyr og skal være sammen med artsfæller.

Vi håber, at fornuften og hesten sejrer i den nye Lov om hold af heste, så vi kan få en paragraf indført om hestens behov for social omgang med artsfæller og derfor ikke må stå alene.