Heste uden ordentlig læ
Januar
Vi fik en henbvendelse på nogle heste uden ordentlig læskur. Vi sendte en livredder forbi for at se hvordan dyrene så ud, om der var læskur samt foder og vand. Det var meget kritisabelt.
Det drejede sig om 6 heste, der gik på en mark. Hestene er gennemgående under huld – ca. huld 3, så de må slet ikke gå udenfor hele døgnet. Der er et læskur, som max er til 2 heste. I læskuret var der ikke tørt leje, som det foreskrives at vores lovgivning, at der skal være. Hestene havde en wrapballe på folden, som var dækket af is, sne og drivende våd. Hestene har bidt hul i en gammel wrapballe, som står bag hegnet. Den spiser de af, det som de kan nå. Den ene skimmel ser helt oppustet ud, hvor dens mave er helt udspilet. Nogle af dem kan måske være i fol, så de måske synes mere fyldige. De er skarpe over ryggen, camoufleret af den lange vinterpels. Flere af hestene havde øjenbetændelse, og så meget sultne og våde ud, da de hverken kan komme i læ eller få ly. Størrelsesmæssigt er denne lille rundbue højst til 2 heste.
Lovgivning om udegående heste siger:
Heste, der går ude mere end 12 timer i døgnet i perioder med vinterlignende vejr, skal være forberedt på og egnet til at være udegående..
Det vil sige, at hestene skal:
- have et kraftigt og tæt hårlag
- være ved godt huld
- have adgang til læskur eller bygning, hvor alle dyr samtidig kan hvile på et tørt strøet leje
- have fri adgang til frisk drikkevand
Endvidere skal hestene have adgang til at kunne hvile på et tørt og strøet leje.
Gulvarealet i læskure til udegående heste svarer til arealkravene for gruppeopstaldning og skal være mindst (2,0 x hestens stangmål)² for de første fire heste. For hver yderligere hest skal der være mindst (1,7 x hestens stangmål)².
Endvidere henviser til vores Dyreværnslov § 1,2 og 3:
§ 1
Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
§ 2
Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
§ 3
Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses, jf. § 2. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.
Sagen blev straks politianmeldt.
Billederne tilhører Nyt Hesteliv og må benyttes med kildeangivelse