Bjerringbro-sagen
Vi fik en anmeldelse i marts måned, hvor der skulle gå bl.a. 11 heste i møg og urin, i alt for små bokse, hvor brædder m.m. stak ud og hestene kunne komme til skade. De stod mørkt og kom ikke ud. Grise gik rundt i mørke i deres eget urin. Det var meget uhumsk. Det var ikke en bolig for hverken mennesker eller dyr.
Vi politianmeldte straks sagen, og først 2 mdr. senere begyndte der at ske noget. Det er OX-arabere, der hen over vinteren har været meget tynde og manglet foder og smed. Inde i stalden var der overhovedet ikke plads til så mange heste.
Ejeren fik pålagt, at de skulle reducere i deres dyrehold. Efter vores opfattelse burde ejeren overhovedet ikke have lov til at have nogen former for dyr. Det er under al kritik, så nemt det er at holde dyr på denne frygtelige måde.
Politiet kontaktede os og spurgte om vi kunne tage 2-4 heste. Dette gjorde vi samarbejde med Hestens Værn. Vi tog 2 heste hver. Hestens Værn valgte dog at aflive de 2 heste, som de fik efter at have været en tur på hestehospitalet.
Afhentning af hestene – Sharifa og Thundersky
Der gik 7 hopper på en flere hektar stor mark, og ingen af dem ville indfanges. Det viste sig også, at næsten alle hopperne var drægtige, en var nedkommet med et lille hingste føl, kun et par dage gammelt, en anden var så højdrægtig at hun sikkert ville fole en af de nærmeste dage, og en tredie havde folet for ca. en uge siden med et levende føl. Det lå nu død midt på marken, som ejeren ikke var klar over hun havde fået!
Hestene så okay ud i huld. De var sluppet ud på græs 1 måned tidligere, så de havde taget på i vægt.
Politiet havde arrangeret en dyrlæge til at komme og indfange nogle af hestene. Det var en dyrlæge, som brugte bedøvelsespile, men det gjorde også, at dyrene blev angste og stressede over hele situationen. Det havde vi desværre ikke indflydelse på. Efter 4 meget lange timer havde vi endelig fået fat i de 4 heste, som ejeren havde udpeget, vi måtte tage med.
2 araberhopper
De 2 hopper, der kom til nyt Hesteliv, er meget smukke OX-arabere. Ejeren ville ikke af med deres pas eller papirer, og vi vidste derfor ikke, hvad de hed eller hvor gamle de var. I starten kaldte vi dem for Lillehoppen og Storehoppen. Senere fik vi at vide af politiet, at Lillehoppen hed Thundersky, Storehoppen kunne vi ikke få mere at vide om, så hende har vi kaldt Sharifa, som på arabisk betyder den ædle.
Vi troede, de også var i fol, men det fik vi undersøgt, og det var de gudskelov ikke. De var meget reserverede over for os, og vi har givet dem al den tid, som de havde brug for. De er stadig forsigtige heste – meget sensitive. Hvis du er rolig og har en fornuftig tilgang til begge heste, så vil de utrolig gerne nusses med og tales med. De er begge nogle fantastiske væsener, og vi vil gøre alt hvad der står i vores magt, så de kan få det hesteliv, som de fortjener. Du må meget gerne støtte dem med en adoption.
Læs om hvordn det går NH Sharifa HER og NH Thundersky HER