Anmeldelse af dyrlæge
Oktober 2008
I oktober måned fik vi en anmeldelse på 3 heste, der stod under meget usle vilkår, opbundet i en kostald uden halm og vand, meget magre og den ene kunne dårligt stå på benene.
Vi kørte derned og det var helt rigtigt. De 3 heste stod under kummelige forhold. Der var en pony, en araberblanding og en fjordhest. Ponyen var 8 år og så forfangen at den næsten ikke kunne stå på sine ben. Araberen var omkring 28 år og stærkt afmagret. Fjordhesten var alt for tynd og omkring 23 år. Vi måtte ikke tage billede og fik desværre ikke lejlighed til det.
Inde i stalden var der meget lavloftet, som der er i gamle stalde. Det var en gammel kostald. Hestene stod bundet i meget korte reb på bart betongulv uden vand eller stråfoder. Inde i kostalden havde man valgt at have møddingen liggende lige bag ved hestene. Det var stærkt kritisable forhold og ejeren havde efter vores mening overskredet dyreværnsloven §1, 2 og 3 samt Lov om hold af heste §21 og 22.
Vi bad ham tilkalde en dyrlæge omgående, fordi ponyen stod til aflivning. Den havde været forfangen mange gange gennem flere år.
Den gamle araber var så meget i forfald og afpillet, at den ville være svær at redde. Den havde absolut ingen huld til at beskytte den mod kulden og hoftebenene stak ud. Det var et skelet. Vi ønskede derfor at dyrlægen tilså denne for at give en faglig vurdering, om den kunne reddes.
Ejers dyrlæge kom på tilsyn 1 time efter, men vi blev noget overrasket, da det viste sig at han var omkring 85 årog total inkompetent. Han mente ikke ponyen led, så han ville vente med at aflive den til dagen efter, hvilket vi ikke rigtig forstod begrundelsen for. Den gamle hest fejlede ikke noget, den var bare gammel, sagde dyrlægen, så den var fin.
Vi bad dyrlægen om at tilse stalden og viste ham forholdene med manglende vand, strøgelse og generelle staldforhold. Det ville dyrlægen ikke høre tale om. Det var udmærket, sagde han. De behøvede ikke at have tilgang til vand. Vi tog diskussionen med ham, da det var en klar overskridelse af dyreværnsloven og også lovstridig i forbindelse med den nye hestelov. Det ignorerede han fuldstændigt og agtede ikke at foretage sig mere.
Vi anmeldte derfor dyrlægen til politiet for forsømmelse af dyreværnsloven §20, idet dyrlægen har anmeldelsesPLIGT til politiet, hvis dyr behandles uforsvarligt. Politiet har efterfølgende bekræftet overfor os, at ponyen var blevet aflivet af dyrlægen dagen efter, og den gamle hest blev aflivet af kredsdyrlægen jfr. vores politianmeldelse.
Som udgangspunkt skal vi alle være mere ansvarlige og anmelde, når vi ser tegn på at noget er galt. Det gælder politikere, myndigheder, dyreværnsorganisationer, naboer, familie, dyrlæger.