De første 6 måneder

I 10 måneder ventede vi på at kunne hjælpe hestene, og endelig den 1. februar 2024 ankom de første 10 heste fra Viegård stutteri konkursbo.

Allerede da de første billeder fra Viegård stutteri kom frem i maj 2023, tilbød vi at hjælpe dem, da vi var sikre på at politiet ville fjerne hestene. Sådan gik det dog ikke. Der skulle gå næsten 6 måneder med ugentlige demonstrationer fra frustrerede borgere, protestkørsel fra mange af de professionelle folk indenfor hestebranchen og endelig en konkursbegæring, før hestene kunne komme ud af de frygtelige forhold.

Vi kontaktede straks kurator for konkursboet og meddelte, at vi gerne ville hjælpe med de heste, der havde det værst. Det var dog ikke så ligetil, da der var mange ting, der ikke var styr på med hestene, blandt andet manglende papirer og ejerskabsforhold. Vi var ved at opgive håbet flere gange, men i slutningen af januar 2024 kom aftalen endelig i stand. Minimum 30 heste skulle man aftage, og vi valgte de heste, der var størst sandsynlighed for at blive slagtet. Det var 30 ældre avlshopper, hvor nogle var drægtige.

Ankomst. 

Det var en stor dag, da vi kunne annoncere, at de første heste fra Viegård konkursbo ville ankomme.

Vi havde frikøbt 30 hopper, hvor de 24 skulle være på Nyt Hestelivs internat, og 6 ville være i akutpleje på Sjælland hos en betroet medarbejder.

Hestene ankom i en stor lastbil med 10 ad gangen. De stod ikke bundet op, da man ikke kunne lægge grimer på dem eller trække med dem, så de løb selv op i lastbilen.

De første 10 hopper ankom om aftenen den 1. februar 2024 og de efterfølgende 14 hopper dagen efter den 2. februar 2024. De sidste 6 kørte videre til Sjælland.

Hopperne fandt hurtigt sammen på marken og gik som én stor flok. Bevægede den ene sig i en retning, fulgte de andre med. De var rolige på en lidt apatisk måde, men det var også en stor og overvældende ting, der var sket for dem. De har højst sandsynligt ikke været uden for Stutteri Viegårds matrikel.

Den første tid. 

Det var overraskende for os hvor rolige og nysgerrige de var. Gik man ud til dem, kom de straks hen til en. Nogle kunne man klø lidt på skulderen, andre måtte man ikke røre. Ingen brød sig om at man rørte dem ved hovedet. Enkelte holdt sig langt væk fra os mennesker.

Vi havde regnet med at kunne sætte hestene i boks, men det var umuligt, da hestene ikke var håndteret eller vant til at stå i en boks. Vi lod derfor alle boksdøre stå åbne og lagde foder og wrap i dem alle, så hestene kunne stå og spise i læ og kunne få et tørt leje. Der ud over fik de wrap i store kasser på folden og vitamin-slikke-spande, som de var meget ivrige efter.

Næsten alle heste havde halsremme med et nummer på som identifikation, men ikke alle stemte med pasnummeret. Et større opklaringsarbejde med at finde ud af hvem, der var hvem, gik i gang. Ud fra beskrivelserne fandt vi efterhånden ud af hestenes navne, da vi ikke kunne få lov til at scanne andet end et par stykker i starten.

Flokkulturen. 

Som tiden gik kom individet frem i de enkelte heste. De følte sig trygge nok til at begynde at flytte på hinanden. Derfor skulle man også være mere forsigtig når man gik ud i flokken til dem, men de var stadig opsøgende og nysgerrige. Dette kunne godt skabe nogle konflikter, hvor en hest ville frem men en anden jog den væk, og vi kunne let komme i klemme.

Vi begyndte at skelne mellem, hvem der styrede flokken og hvem der gemte sig væk.

Når vi tog en hest ud af flokken, gik alle i ”gruppemodus” og kaldte den tilbage, hvilket selvfølgelig resulterede i en nervøs hest, som ikke kunne samarbejde.

Træningen. 

Da ingen af hestene umiddelbart var håndterbare, ansatte vi en træner fra Camilla Stormont. Det vigtigste var at få trænet de hopper, der var i fol, da det var vigtigt vi kunne komme til dem, når de fik føl, og især hvis de skulle have hjælp ved folingen.

Vores tanke var at få hopperne på boks, men dette måtte vi meget hurtigt opgive. De stressede ekstremt meget ved at blive skilt fra flokken og være ”spærret inde”. Løsningen blev, at de 3 hopper, vi mente skulle fole først, kom ind på hingstefolden at gå. De 2 af dem, Wendy Pepper og Qastella, var heldigvis nemme og det var tydeligt, at de før havde været håndteret.

Først og fremmest skulle hopperne have grime på og læres at trække med. Det blev trænet rigtigt meget at give hestene grime på af en helt naturlig årsag – en time efter de havde fået grime på, smed de dem igen. Til gengæld kunne vi andre efterhånden give dem grimer på uden de store problemer.

I begyndelsen blev hestene trukket ud på grusvejen, for at gå ned til ridebanen, men igen kom flokhesten i vejen. Det gav alt for meget stress og uro, både hos den hest vi trænede, men også i den store flok. Vi fandt løsningen ved at lave et led mellem folden, som hopperne gik på, og ridebanen. Det gav meget mindre stress og en lettere træning.

Behandling. 

Vi fik tilbudt mange former for behandling af mange søde mennesker, og vi tog gladeligt imod. Vi tror ikke disse heste har modtaget nogen former for behandling, andet end den mest livsnødvendige dyrelægebehandling.

Hestene tog imod behandlingerne på mange forskellige måder. Nogle stod helt stille og nød det, andre skulle kun have lidt af gangen før de gik og kom så tilbage igen lidt efter.

Det var healing, KST, telepati mm som blev tilbudt. Af gode grunde kunne hestene ikke få en mere fysisk form for behandling.

Vaccination og ormekur.

Så vidt vi kunne se i passene, var ingen af hestene vaccineret, så vi skulle starte helt forfra med dem. Det var lettere sagt end gjort. Vi må sige at vi har en dygtig og tålmodig dyrlæge, der gerne vil hestene det bedste. De fleste fik deres vaccinationer, da der stadig er enkelte, vi slet ikke kan komme til.

De hopper, som vi mener er i fol, kunne ikke få ordnet tænder, før de har folet. De skal være vaccineret mod stivkrampe og herpesvirus. Heldigvis fik de deres vaccinationer.

Ormekur havde hestene vist heller aldrig fået, for mange af dem tog ormekuren i munden uden protester. Resten fik kuren i noget lækkert foder, så det spiste de gerne. De er ikke kræsne.

Tænder.

Selv om hestene blev trænet og hestene generelt blev mere tillidsfulde, var vi meget spændte på hvordan det ville gå, når de skulle have ordnet tænder. En af hopperne, Cadence, stod en dag med en stor bule på kæben, og vi måtte da prøve at få hende undersøgt. Det blev konstateret, at hun havde en ekstremt lang tand, der gjorde det svært for hende at tygge. Tanden var så lang, at den gik ned i underkæben. Heldigvis var der ingen infektion. Forløbet var ikke let og det endte med, at vi ikke kunne give hende en ordentlig behandling, da hun i bedøvet tilstand prøvede at springe over bokslågen med tandspærren på.

Vi reviderede vores tilgang til sagen, og næste gang stod hun i boksen med en ven, mens bedøvelsen fik lov at virke. Det hjalp på det hele, og hun fik raspet så meget af tanden, som muligt, men det var meget tydeligt at hun aldrig har fået ordnet tænder før, så lang som dén tand var.

Vi fik i alt ordnet tænder på 5 af hestene, og alle havde mere eller mindre katastrofale tandstatus med meget store kroge, spidser, saksebid mm.  Det må have været en lettelse for dem, at de herefter kunne tygge væsentligt bedre. Desværre måtte vi sige farvel til Lacaille, der på grund af EORHT var i et kronisk smertehelvede, som vi intet kunne gøre for at afhjælpe.

Den dårlige tandstatus er nok også grunden til, at mange af hestene på trods af store mængder fuldfoder og wrap stadig ikke tager synderligt meget på.

De drægtige hopper. 

Da vi købte de 30 hopper, fik vi en liste over dem, som kurator mente var i fol. Men da der var så lidt styr på papirerne fra konkursboet, kunne de ikke sige hvem, der var hingsten, eller om der var flere – eller færre – der var drægtige.

Vi blev dog ret hurtig sikker på, at Wendy Pepper og Lumumba var drægtige. Især Wendy Pepper havde en mave, så vi i lang tid troede hun havde tvillinger, og vi kunne se små spark fra føllet på hendes mave.

Ud over de 4 der var angivet som drægtige hos os, mente vi der var 2 andre, som også kunne være i fol.

De 3 hopper, der så mest drægtige ud, kom ind på hingstefolden at gå alene. De var heldigvis meget knyttet til hinanden, så det gav ikke de store problemer. Nu får vi ikke så mange føl på internatet, så vi satte os godt ind i processen ved foling. Som regel klarer hoppen det selv, men det er rart at kunne komme den til hjælp, hvis der skulle komme komplikationer.

Desværre var der ikke så meget vi kunne gøre med hensyn til overvågning. Da vi ikke kunne lukke dem ind i vores folingsboks, kunne vi ikke have kamera eller folingsalarm på Wendy Pepper, som var den første, der skulle fole. Vi håbede på det bedste og gik rigtig mange ture, på alle tider af døgnet, op til folden for at se om der var kommet føl. Vi forventede det første føl i marts ud fra størrelsen på Wendy Peppers mave, men sådan kom det ikke til at gå.

Det første føl. 

Tirsdag den 30. april 2024 stod der et lille føl ved siden af Wendy Pepper, da der blev tjekket ved hende om morgenen. Føllet var tørt men det var ikke længe siden, at det langbenede hingsteføl var kommet til verden.

Wendy Pepper var en omsorgsfuld mor, der prøvede at få ham til at die, men han kunne ikke helt finde ud af det. At vi kunne få lov til at malke mælk ud til føllet, siger lidt om hvor god og tillidsfuld en hoppe Wendy Pepper er; især efter alt det hun har været igennem. Mælken gav vi føllet i en stor sprøjte, så vi var sikre på han havde fået den første råmælk, som er så vigtig for et nyfødt føl. Råmælken indeholder alle de antistoffer, som skal gøre føllet stærk over for de sygdomme, der kan komme med tiden.

Dyrlægen kom lidt senere og så til føllet, og til sidst fandt føllet ud af at die. Wendy Pepper stod helt stille for ikke at forstyrre ham.

De 2 andre hopper stod lidt på afstand og fulgte med i begivenheden. De vidste godt de ikke skulle komme tættere på.

Det var en glædelig begivenhed midt i en travl hverdag.

Yderligere 2 hopper fik føl; Cadence som fik Hubert. Han døde desværre efter 4 dage. Læs om ham HER og Ladonna, der fik Oskar. Læs om Oskar HER

Fremtiden.

Hvad skal der ske med hopperne, spørger mange.

Egentligt ville vi gerne have haft dem ud i pleje i løbet af det første halve år, men da hestene var helt uhåndterbare – hvilket ikke var blevet oplyst – vil det tage noget længere tid.

Vi arbejder med træningen på, at de første heste kan komme i pleje efter et år. Der vil dog stadig være mange ting at tage hensyn til, for en del af hestene vil have behov for supplerende behandlinger resten af deres liv grundet deres forhistorie.

Vi tror og håber dog, at hestene kan få et godt og normalt liv. Alle er søde og rare heste, der blot ikke aner hvad menneskes forventninger er til dem. De er tillidsfulde men forsigtige, men de rykker hele tiden hen imod at blive mere og mere håndterbare.

Fortsætter vi med den korrekte træning af hestene, som Julie og Johanne har startet op med hestene, ved vi at de nok skal komme dertil, at det bliver en normal ting for dem, at blive trukket med, striglet, taget ben på mm, så de kan få de rigtige behandlinger, som de skal have.

Eftertanke

Det har været et enormt stort projekt med disse heste, da de kom fuldstændigt uhåndterbare; noget vi ikke i vores vildeste fantasi havde forstillet os, fordi loven foreskriver, at heste skal håndteres fra de er helt unge. Man ville også tro, at et stort stutteri som Viegård, havde håndteret deres heste ved foling, vaccinationer, smed mm.

Det har været lærerigt, da vi fik en gruppe heste ind, der var knyttet sammen på en anden måde end den vi kender fra vores egen hesteflok. Der skulle til tider tænkes kreativt for at løse problemerne.

Det har kun kunne lade sig gøre, fordi vi har så stor en erfaring i heste, der har været vanrøgtet, men også fordi personale og frivillige har brugt ekstra tid, fonde og private har støttet os, ekstra træningstimer og den generelle vilje om, at disse heste fremover kun skal have masser af kærligheden.

De 6 hopper på Sjælland

I august måned kom Ladonna med lille Oskar, Cedves, Cendra, Lilian og Werenna til internatet på Fyn. Clara var blevet aflivet kort forinden, da hendes krop var så medtaget af den tidligere vanrøgt. Hun var i kroniske smerter, så vi gav hende fred. Hun nåede dog at blomstre op og lære at mennesker også kunne være venlige.

De 5 andre hopper og Oskar blev langsomt sluset ind til de andre hopper fra Viegård. Oskar og Diamond har meget glæde af hinanden.

Læs mere om de enkelte heste under hver deres profilside. De hopper vi modtog hedder: Cadence, Camomil, Candy Bar, Caramia, Cedves, Cendra, Chalana, Chanelie, Charlotte, Ciofassa, Clara, Coira, Colada, Coradine, Coronia, Cory, Lacaille, Ladonna, Laverne, Lilian, Lumumba, Omega, Qastella, Quela, Waikiki, Wellington, Wendy Pepper, Werenna, Weronica, Wiveca.

Billederne tilhører Nyt Hesteliv og må benyttes med kildeangivelse