Viden om æsler

På internatet har vi nu 8 æsler og synes derfor vi gerne vil dele lidt viden om æsler med jer.

Æslets historie

Æslet blev tæmmet for ca. 8000 år siden, og har siden været vigtige for mennesker. Æslet er igennem tiden blev brugt som arbejsdyr, da de er meget udholdende og kan klare sig med mindre mængde føde end heste.

I 1800 tallet foretrak minearbejdere og guldgravere æsler frem for heste, da æsler er ganske tillidsfulde og følger deres ejer uden reb. Men da damptogene blev opfundet blev æslerne overflødige og mange af dem blev sat fri i den amerikanske ørken. Efterkommere af disse æsler kan stadig ses i det sydvestlige USA.

Man mener, at tamæslet stammer fra det afrikanske vildæsel, som lever i Østafrika, men i dag ser man vildtlevende æsler mange steder i verden Asien, Australien osv. De er dog en truet race som vildtlevende.

Æsler kan have mange størrelser fra 60 cm til 1,70 m og næsten alle farver, der findes ca. 190 forskellige æselracer og mange af de tamæsler vi har i Danmark, er krydsninger af forskellige racer.

Forskellen på heste og æsler (det ydre)

Selvom æslerne tilhører hestefamilien kan man jo tydeligt se, at der er ret stor forskel på heste og æsler. Æslerne har et større hoved i forhold til kroppen og længere ører. Dette mener man er grunden til, at de bedre kan høre hinanden over lange afstande, hvis f.eks. flokkene er blevet splittet af rovdyr. De har også den funktion, at de bedre kan komme af med varmen igennem de lange øre. Æslernes hove er smallere, fordi de har tilpasset sig til at kunne have et bedre fodfæste frem for at kunne løbe hurtigt.

Forskellen på heste og æsler (adfærd)

Æsler er flokdyr som hestene, men deres instinkter er anderledes. Eksempelvis flygter et æsel ikke nødvendigvis i en farlig situation. De stopper op og vurderer situationen, og når de så føler sig trygge igen, fortsætter de med det, som de var i gang med. Dette har gjort, at man har givet dem et ry for at være stædige, men i virkeligheden er de faktisk bare en smule klogere end hesten. De er mere forsigtige med, hvor de sætter deres ben, hvilket er ganske fornuftigt for et bjergdyr. F.eks. kan en vandpyt udgøre en livstruende situation for et æsel set med æslets øjne. De kan ikke rigtigt vurdere, hvor dybt vandet er, og æslet vil derfor forsøge at komme udenom vandpytten.

Men hvis man som ejer vinder æslets tillid, vil de følge en som en hund, æsler er meget sociale dyr. De er ikke skabt til at være alene, de kan sagtens gå sammen med heste, men de trives bedst sammen med andre æsler, hvilket ikke er så mærkeligt, da de taler samme sprog. Hvis man passer godt på sit æsel, kan det bliver op til 40 år.

Æsler nyttige som vagtdyr

Som tidligere nævnt blev og bliver æsler brugt som arbejdsdyr, da de er meget nøjsomme, arbejdsvillige, udholdende og generelt meget robuste. Mange bruger dem i dag som ridedyr eller trækdyr, men i Tyskland bruger man faktisk æsler til at beskytte fåreflokke mod ulve. Hvis en eller flere ulve sniger ind i en fåreindhegning vil fårene naturligt flygte i panik hvilket gør, at ulvenes angrebslyst bliver forstærket. Men med et æsel blandt fårene er det anderledes. Æsler er nemlig kendt for at stille sig op imod ulven med skrig og spark, og fårene er ikke længere den lette løsning for ulven. Man har længe brugt æslerne som beskyttelse af fåreflokke i USA og Canada, og en af fordelene ved at bruge æsler er, at denne forsvarsevne er et medfødt instinkt ved æslerne, så de kræver ingen træning.

Artiklen er skrevet af nyt Hesteliv

Fra Medlemsblad nr. 15, december 2016