Vi ønsker et landsdækkende Dyreværnskorps i Danmark! 

Siden 2008 har vi deltaget i en arbejdsgruppe bestående af: Jørgen S. Petersen og Fransiska Andersen (Inges Kattehjem), Anne Trane (Dansk Dyreværn Århus), Christian Birkemark (Hundens Tarv), Axel E. Sørensen (Alle Dyrs Ret), Zenna (Aktive Dyrevenner), Birgith Sloth (Biolog og konsulent) og Janne Junker (nyt Hesteliv). Vi har arbejdet på at få beskrevet, hvorledes et landsdækkende dyreværnskorps kunne tænkes oprettet.

Dyreværnsforeningerne i Danmark er helt enige om, at dårligt behandlede dyr i vores land ikke bliver hjulpet i et rimeligt omfang. Dyreværnssagerne behandles forskelligt af politiet afhængig af ressourcer og landsdel. Retssystemet arbejder tungt, besværligt og alt for langsommeligt i sager, hvor det er indlysende, at dyrene burde have været hjulpet eller fjernet for længst.

Det vil vi gøre noget ved!

Vi ønsker et hurtigt arbejdende og effektivt, landsdækkende Dyreværnskorps! Borgerne skal kunne ringe til ét centralt tlf. nr., som tager imod alle henvendelser fra hele landet, og som herefter tager kontakt til den konsulent, der arbejder i det aktuelle område. Ideen er, at politiet ligeledes i første omgang kan videresende alle de henvendelser, de får, til Dyreværnskorpset, som herefter rykker hurtigt ud og undersøger, om henvendelsen er begrundet. Kun i de begrundede sager, som Dyreværnskorpset ikke selv kan løse, tilkalder dyreværnskonsulenten politiet, som så skal træde til.

Fordelene er indlysende:

• At dyrene hjælpes med det samme
• At øge dyrevelfærden i Danmark
• At sikre en hurtig og effektiv håndtering af sager
• At Danmark får et hurtigt arbejdende korps med specialviden
• At politiet aflastes og får frigjort ressourcer til andre vigtige politiopgaver
• At borgerne kan rette henvendelse ét sted i stedet for selv at skulle finde ud af, hvor der kan hentes hjælp
• At sagerne behandles ens under en og samme organisation uanset ressourcer eller landsdel

Da langt størsteparten af de henvendelser, som dyreværnsforeningerne får, handler om manglende viden om dyrenes behov og pasning, løses de mest effektivt ved fornuftig rådgivning af en konsulent, der har både indsigt og viden.

Vi arbejder nu målrettet mod at få politikerne i tale.

Hvorfor et dyreværnskorps?

Antal dyreværnssager pr. år er stigende. DB fortæller, at de har haft 3.417 dyreværnssager i 2009. Vi har 75-100 dyreværnsorganisationer i Danmark og har estimeret, at vi totalt set har ca. 10-15.000 anmeldelser om året.

Kernen i problematikken er, at politiet mangler viden om dyr. Politiets ressourceproblemer og det forhold, at der er langt mere brug for politiet i samfundet til andre alvorlige sager i disse år end for få år siden, har været med til at gøre situationen endnu værre. Dyreværnsloven hævdes ikke mere på et blot nogenlunde rimeligt niveau i Danmark, og det er uholdbart. I de senere år er muligheden for at klage over en anmeldt, men afvist dyreværnssag, ydermere blevet afskaffet. Hvis man som privatperson eller organisation anmelder en overtrædelse af dyreværnsloven og efterfølgende ønsker at klage over politiets afgørelse om f.eks. ikke at give bøde eller rejse tiltale, får man en rutinemæssig afvisning fra Statsadvokaten, hvor der står, at man ikke er klageberettiget, fordi man som person eller organisation blot var anmelder og ikke den forurettede part. Men den forurettede part var jo et eller flere dyr, måske nogle hunde, der som bekendt ikke selv kan skrive klagebreve. Det forekommer derfor helt forkert.

Det skal derfor ændres til, at korpset er klageberettiget og er direkte part og skal dermed have adgang til informationer om udfald af sagen.

Behandling hos politiet

Igennem en del år har det været sådan, at man møder en mur, når man vil anmelde selv meget alvorlige dyreværnssager. Almindelige borgere må normalt opgive. Og man kan ikke klage. Sager, hvor anmelderen afvises, tæller ikke med i statistikken, men alligevel har politiet en fordobling i antal anmeldte dyreværnssager de seneste fem år. Dog med et lille fald det sidste år, som nok kan forklares med den mur, som vi har omtalt, dvs. det forhold, at politiet tit ikke vil modtage en anmeldelse. Det har vi mange konkrete eksempler på. Som sagt tæller disse sager ikke med i statistikken over antal anmeldte dyreværnssager, hvilket er uheldigt og meget misvisende.

Stigningen skyldes ikke, at folk er blevet mere opmærksomme og følsomme. Tværtimod er sagerne, vi har i dag, generelt set mere barske og ofte mere komplicerede.

I de fleste tilfælde er det svært at få politiet til at forstå, at dyreværnssager faktisk hører under politiet, og at de skal handle og gøre noget. Der findes undtagelser, men de er få.

Vi må ofte sende hele lovgrundlaget med anmeldelsen og strege med gult i de paragraffer, vi mener er overtrådt, samt fremføre de faglige veterinære argumenter. Ellers sker der slet ikke noget. I de fleste tilfælde må vi alligevel opgive. Derfor er der også begyndt at brede sig en uheldig tendens til selvtægt i dyreværnssager.

Et eller flere meget lidende dyr fjernes eller frikøbes, fordi man ved, at myndighederne ikke fungerer på dette område. En dyrlæge skrev for nylig om de gange, han havde anmeldt en alvorlig skade med en kamphund til politiet: ”I bedste fald er det politiforvirring, i værste fald total ligegyldighed”. Han forklarede, at årsagen, som han så det, må være, ”at politiet hverken har økonomi, tid, viden eller vilje til at beskæftige sig seriøst med emnet”. Det er præcist det samme, vi ser vedrørende anmeldte dyreværnssager. Derfor bør politiet hjælpes og bistås af et korps af personer, der har forstand på dyr, herunder eksotiske dyr, dyreværn og dyrevelfærd.

Der har været forskellige forsøg på at afhjælpe problemerne ved at hæve straframmen, udarbejde manualer og forsøge at uddanne politiet, så nogle betjente kunne få mere forstand på dyr. Men det kan man ikke få på et par dages eller ugers kursus.

Det er en meget omfattende viden, man skal have for at kunne bedømme et dyrs tilstand. Det bliver ikke lettere af, at dyr er meget forskellige og ikke kan tale. Derfor, og fordi politiet pt. mangler ressourcer, er det logisk, at vi i stedet skal have et hjælpekorps – et dyreværnskorps -, der kan bistå og aflaste politiet.

Mangel på forståelse

Det er et tydeligt udtryk for en manglende forståelse af problematikkens kerne, når man hidtil har troet, at man bare kunne uddanne nogle få betjente på kort tid til at vurdere dyrs tilstand, og om den pasning og behandling, dyrene i en aktuel dyreværnssag har været udsat for, er korrekt og forsvarlig i forhold til dyrenes behov. Det er ikke så let. Det kræver en ret omfattende og generel viden om dyr og erfaring med dyr, herunder den pågældende dyrearts fysiske og adfærdsmæssige behov i den aktuelle situation. Her ligger forklaringen på, hvorfor politiet ofte viger tilbage fra dyreværnssager og forsøger at undgå at reagere, uanset om de burde. Hvis der er tale om dyr, der er i nød, og hvor dyreværnsloven er overtrådt, skal politiet handle, men fordi de er i tvivl, da de ikke har den fornødne specialviden om dyr til at kunne vurdere dyrenes tilstand, situationen og dyrenes adfærd, viger de tilbage. Det er ikke underligt. Tænk, hvis betjente skulle vurdere børns tilstand ved en anmeldelse af børnemishandling. De ville have svært ved at klare sagen, hvis ikke de rutinemæssigt kunne trække på hjælp fra sagkyndige på børneområdet, der har en viden og erfaring, så de kan vurdere børnenes kår, deres adfærd samt evt. psykiske og fysiske skader. Især er dette jo nødvendigt, hvis børnene er under to år og ikke kan tale og meddele sig. Det kan dyr heller ikke. I øvrigt ved vi, at der er et link til eller en sammenhæng mellem vold/mishandling/manglende omsorg overfor dyr og for børn. Dette er ikke så overraskende, for ofte bunder det i en mangel på empati og ansvarsfølelse kombineret med en trang til at have magt og evt. en nedsat evne til at kunne styre sit temperament.

At sagerne er blevet grovere og mere komplicerede, gør det blot endnu sværere for politiet. Dyreværnsloven bruges og håndteres ikke sådan, som det var intentionen bag denne lov. Inden for de sidste 15 til 25 år er der sket et skred, så sagerne ikke klares, som de skal. Ofte ender det med, at dyrene ikke bliver hjulpet, og at ejeren går fri. Det er uholdbart.

Endvidere er hele området omkring handel med eksotiske dyr (arter af dyr, som kommer fra naturen i andre lande enten direkte eller som opdræt af en sådan art) til familiemarkedet et stort problem.

Ofte ved køberne og sælgerne af disse dyr ikke nok om det og skaber dyreværnsmæssige problemer. Dertil kommer, at disse dyr jævnligt handles i strid med lovgivning og måske er indsmuglede til Danmark/EU. Dyreværnskorpset skal gennem uddannelse kunne identificere arter og vurdere, om anden lovgivning (typisk under Miljøministeriet) er overtrådt således, at personer, der kan tage sig af dette, kommer til stede, og de fornødne beviser sikres jfr.  gældende retslovgivning.

Artikel

Januar 2010

Vi ved, at der er opbakning i befolkningen til et korps, der skal bistå og aflaste politiet i sager om mishandling af dyr – vi mangler kun politikerne! Læs arbejdsgruppens kronik i Frederiksborgs Amts Avis, KLIK HER