Løsarbejde – kan du træne din hest uden at røre den?

Løsarbejde er en spøjs fætter. Jeg har længe fundet mig selv vende tilbage til den igen og igen. Og hver gang jeg går tilbage, lærer jeg noget nyt.

Løsarbejde er en bred gren og man kan nærmest selv bestemme hvad det skal være, det eneste krav er, at hesten er løs, sådan at den selv kan bestemme, hvor den går. Og det er nok dette aspekt af træningen jeg godt kan lide.

Jeg har selv en skøn spansk hest ved navn Charlie, og da jeg fik ham, var det helt tydeligt, at han ikke ønskede træning. Selvom han altid stod stille på staldgangen, gjorde han som der blev sagt, når man red, gik pænt fra jorden, ja alt virkede. Undtagen en ting; slap du ham og sagde, at han måtte gå, så løb han og kom ikke tilbage! Det kunne tage timer at fange ham igen. Og det var enormt frustrerende for mig, for jeg ønskede, at vi skulle lytte til hinanden, og det jeg syntes, jeg hørte, var ikke hvad jeg ønskede. Han stolede ikke på, at træning kunne være rart. Og det var ikke nemt at høre ham. Tog jeg en snor i ham, så gik han som en robot ved min side. Så jeg måtte jo træne ham der, hvor han udtrykte sig mest – fri, uden nogen der kunne hive i ham, hvis han ikke gjorde, som mennesket ønskede.

Det tog lang tid, og det krævede mange godbidder og timer, hvor jeg bare var omkring ham uden at bede ham om noget. Og lige så stille kunne vi begynde at kommunikere med følelsen af, at begge vores holdninger, til det vi lavede, blev hørt. Jeg lærte så ufattelig meget af den tid.

Jeg synes at opleve, at den bedste måde jeg kan lære en hest at kende på, er ved at møde den fri. Sådan at jeg ved, at alt den tid, den tilbringer sammen med mig, er fordi den har lyst ,og ikke fordi min snor bare ikke er længere. Og så bliver det pludselig imponerende, når man arbejder sammen. Det er en overvældende følelse af samhørighed man oplever, når en hest, uden snor eller tøjler, lytter og følger dig, forsøger at forstå, kommunikerer og kommer med forslag til træningen.

Og nu skal det ikke lyde som om, at løsarbejde bare handler om at slippe hesten og håbe på det bedste. Der er masser af træningsredskaber, man kan anvende for at få en hest til at være sammen med dig, selvom den er fri. For eksempel har jeg altid hesten på en ridebane med et godt hegn. Det er bare ikke nemt at være på en fold med græs og andre heste, som forstyrrer hesten, jeg ønsker at træne. Og når vi så er på banen, så bruger jeg godbidder hver gang, min hest går hen til mig, sådan at den ved, at det altid er en mulighed. Og hvis den stiller sig til at græsse, lægger jeg et lille pres på, så den forstår, at det ikke er, hvad jeg ønsker, vi skal lave nu. Så jeg gør masser af ting, men hesten har bare altid dens frihed til at melde sig ud, eller gå sin vej, hvis den ikke bryder sig om det, vi laver. Og det er netop det, jeg finder fascinerende, fordi følger en hest mig så igennem plastik og over bomme eller traver på en fin volte omkring mig, så ved jeg, at den er okay med det, vi laver. Det kan godt være, den gør det for at få godbidden til sidst i øvelsen, men det er da også okay. Jeg ved, at var den stresset eller i smerte, ville den gå. Og når jeg er færdig med min træning, finder jeg altid, at mine heste er rolige og lyttende, og det er netop, hvad jeg ønsker mine heste skal kunne.

Jeg kommer nok til fortsætte med løsarbejde for en tid. Med alle mine heste og mine elever. Det bliver bare ved med at imponere mig, hvor følsomme de her dyr er, hvor lidt der skal til, før at de gør netop, hvad vi ønsker. Det minder mig om, at hvis hesten ikke gør det, vi ønsker, er der nok en god årsag. Vi kommer længst med at lytte og forstå vores heste.

Sara Siobahn

Skrevet af Sara Siobahn, Heste i samhørighed

Bragt i medlemsbladet nr. 14, december 2015