Fakta om hestens sanser

Af Ellen Sand, dressør, instruktør

Lugtesansen:
Hesten er et særdeles sensitivt dyr, det vil sige ekstremt følsom (ikke sart) med meget veludviklede sanser.
Lugtesansen er i moderne tid noget ubemærket og undervurderet. Hesten kan via lugtesansen genkende steder f.eks. på skovturen, som giver den god mulighed for at orientere sig sammen med den formidable stedsans. Lugte fra giftige planter er vigtige at genkende og huske. Lugtesansen bruges endvidere til at genkende andre artsfællers færden, territorier og rang, herunder snuse til hestepærer. Heste “bytter” luft (lugt) gennem næseborene, når de mødes. Hesten kan lugte, hvis et menneske er bange, aggressiv m.m.
På grund af sin status som byttedyr, kan heste naturligvis opfange den mindste lugt af rovdyr. Heste kan ikke lide lugten af grise.

Følesansen:
En hest er særdeles sensitiv på hele kroppen. Den kan føle en flue overalt på huden, selv gennem hårlaget. Den kan “sitre” med musklerne, der hvor insektet sidder og således undgå for mange stik eller infektioner.
Det er derfor ikke nødvendigt for ryttere at give kraftige kropslige signaler. F.eks. sparke med schenklerne i maven m.m. – den bliver hurtig “død” for påvirkningen. Dette skyldes, at de mange små nervespidser under huden knuses og bliver ufølsomme. Det samme sker i hestens mund på laderne, hvis biddet hives nedad. Det skal vende opad i mundvigen, så midten hviler på den særdeles følsomme tunge.
Hestens mulehår og enkelte hår over øjnene er meget, meget følsomme. De gør hesten i stand til at føle, hvad den skal adskille i fodret og forhindrer skader på øjnene. Disse hår er vigtigt især om natten og må ALDRIG afklippes

Stedsans:
Hestens stedsans er sammen med hukommelsen uhyre stærkt udviklet. En kombination af synet og lugtesansen spiller i visse situationer ind her. Hos mange fugle skyldes den gode stedsans nogle små magneter i hjernen. Om de findes hos heste er et godt gæt, som endnu ikke er afklaret.