Hestens samling og den halve parade

Der har gennem flere år været en debat om, hvorvidt brug af rollkur og afbøjning er ok, som træningsmetode, set fra hestens synspunkt. Det virker ulogisk, at vi, på så højt niveau som OL, ser nogle heste, der er så forholdte af rytterens hånd, at de dårligt kan trække vejret, og blå tunger der vidner om manglende ilttilførsel. Vi er desværre blevet så vant til at se heste i falsk samling med næserne langt bag lod, at vi ikke reagerer på det længere.

Med min egen baggrund, inden for den mere klassiske retning hos Ellen Sand, får jeg lyst til at skrive lidt om, hvad ægte samling og eftergift egentlig er, om den halve parades formål og hvordan den udføres.

Alle ryttere vil på et eller andet tidspunkt støde på begrebet den halve parade, men hvad er det egentlig for en størrelse, og hvorfor er det så vigtigt, at vi kan udføre den korrekt?

Hestens anatomi er som udgangspunkt ikke skabt til at skulle bære på os, og det er derfor det er vigtigt, at vi sørger for, at vi ikke skader hesten, når vi nu engang gerne vil sidde på ryggen af den.

Formålet med den halve parade er at hjælpe hesten med at flytte vægt fra forparten til den stærke bagpart!

Hvis hesten går med for meget vægt på forparten, når den skal bære sin rytter og udføre diverse øvelser, vil den hurtigt få en overbelastning på forparten, og et skævt vrid i indvendige forben i vendingerne. Den vil gå med sænket ryg, og dermed have risiko for kissing spine og skader på muskelvævet. Hesten vil hænge på biddet eller i hovedtøjet og ofte gå ind bag lod.

Nakke og ryg hænger sammen, når hesten hæver ryggen. Som følge af at lægge mere vægt på bagparten, vil den automatisk give efter i nakken. Jo mere vægt på bagparten, jo højere vil hesten naturligt holde hovedet.

Når hesten lægger vægten på bagparten og træder ind under sig med bagbenene, vil den kunne løfte ryggen og bære rytterens vægt med de stærke strækkemuskler, der ligger langs rygsøjlen, og skåner på den måde sin ryg. Forbenene får frihed til at løfte sig op fra jorden og hesten vil kunne vende i balance.

Sidst men ikke mindst vil hesten naturligt give efter i nakken, eftergiften kommer som en følge af den hævede ryg og den øgede bæring af vægten på bagparten, og ikke som følge af saveri eller afbøjning.

Faktisk er det sådan, at når hesten giver naturligt efter som følge af at hæve ryggen, bliver den ekstremt følsom over for det mindste træk i tøjlen. Nakkemuskulaturen slapper fuldstændig af, og det mindste hiv baglæns, vil gøre, at den omgående bliver nødt til stive sig af i underhalsen for at beskytte sig mod skader på nakkehvirvler og kæbe. Hvis rytteren kan modstå fristelsen til at hive i hestens mund/ hoved, vil den kunne gå meget let på hånden i fuldstændig selvbæring og balance.

Den halve parade består kun af 3 ting: Drift – anholdning – eftergift

Driften er det, der starter ”motoren” og sætter bagbenene i bevægelse. Hesten skal træde ind under sig for at få lagt mere af sin vægt om på bagparten. Det er vigtigt altid at starte med den blidest mulige drift, hver eneste gang. Der startes med opstilling eller stemme, og derefter forstærkes der med, hvad der nu skal til for at aktivere motoren. Shenckler og pisk skal altid bruges med allerstørste omtanke og kun efter behov. Det er ikke synd at drive en hest frem, hvis det betyder, at den får lov til at arbejde med løftet ryg, i balance og selvbæring.. Når hesten efterhånden oplever, at der ikke er nogen, der hiver den i munden eller hovedet, vil den efter kort tid altid gå frem for en venlig og blid anmodning.

Anholdningen er rytterens opstilling. Rytteren skal sidde centreret i balance med let antrukket sæde, knæslutte, vendte og let bøjede håndled. Hænderne skal blive på samme sted, således at når hesten går frem for driften, møder den rytterens hånd, der ikke trækker baglæns på noget tidspunkt!

Eftergiften består i, at rytteren lynhurtigt rækker lidt frem og fjedrer med. ”At fjedre med” betyder, at rytterens hænder føler og følger hestens ryg og nakkesving. Når en hest er i bevægelse, vil den svinge med i ryg og nakke, og det er vigtigt, at rytterens hånd ikke får stoppet dette sving. Hvis nakken ikke får lov til at svinge med, medfører det, at rygsvinget stopper, ryggen sænker sig, og hesten taber bagparten, altså igen får for meget vægt på forparten.

Den halve parade gentages efter behov, det betyder hver gang at hesten går i alt andet end selvbæring, og er gældende både med og uden bid.

Det er en sørgelig udvikling vi har set i Danmark gennem de seneste 20 år, og jeg håber inderligt at vi, der holder af heste, sammen kan vende denne udvikling, så det igen bliver moderne at ride med forsigtighed og indføling. Jeg drømmer om at få ridekunsten tilbage i ridesporten med al den værdighed, ydmyghed og respekt, de fantastiske hestedyr fortjener.

Skrevet af Birgitte Clausen fra HorseContact

For nyt Hesteliv i Medlemsbladet nr11, september 2013

Hestens anatomi ved rollkur

Drift – anholdning – eftergift

HBirgitte Clausen fra Horse Contact